Fortsæt til indhold
Indland

Tre nordvestjyske læger suspenderet for fejlbehandlinger

På Sygehus Thy-Mors i Nordvestjylland er tre læger blevet suspenderet. De har fejlbehandlet og skadet flere patienter.

Tre læger fra Sygehus Thy-Mors er af hensyn til patientsikkerheden blevet suspenderet fra deres kliniske arbejde i Thisted i Nordvestjylland.

Det oplyser regionsrådsformand for Region Nord Ulla Astman (S) til DR Nyheder.

"De er fritaget, fordi der er en usikkerhed. En usikkerhed, der er skabt omkring kvaliteten og patientsikkerheden. Det kan vi naturligvis ikke have," siger hun.

Suspenderingen af de tre læger kommer dagen efter, at den ene af dem fortalte til DR Søndag, at han havde opereret patienter på sygehuset i flere år, selvom der havde været flere advarsler mod ham.

Derudover vejledte lægen også andre kolleger på den kirurgiske afdeling på sygehuset.

En overlæge på Aalborg Universitetshospital konkluderede kort før ansættelsen af lægen på sygehuset i Thisted, at lægen ikke var god nok til at udføre nogle af de opgaver, som han siden blev sat til.

Lægen havde været igennem et ni måneder langt forløb på Aalborg Universitetshospital for at opnå anerkendelse som speciallæge i kirurgi. Et forløb han ikke fik godkendt.

Tre afgørelser fra Patientombuddet, der behandler klager over konkrete sundhedspersoners sundhedsfaglige behandling, viser, at flere patienter er blevet fejlbehandlet og skadet af lægen.

Blandt andet lavede lægen en kikkertundersøgelse af en kvindelige patients skede, hvor det i stedet skulle have været i endetarmen. Det skriver Nordjyske Medier.

Ulla Astman er heller ikke i tvivl om, at hvis der er tale om læger, der ikke kan gøre deres arbejde rigtigt, så skal der sætte ind.

"Er der en usikkerhed om, at der kan være ukvalificerede læger, så skal der handles på det. Det kan der overhovedet ikke herske nogen som helst tvivl om," siger hun.

Region Nordjylland får senere mandag en redegørelse fra sygehuset. Derefter vil man tage stilling til, om sagen får ansættelsesmæssige konsekvenser for de tre læger, skriver DR.