Fortsæt til indhold
Indland

Sex i kirke udløste hård straf – men er det berettiget eller nypuritanisme?

Forbudt: I denne uge fik et par 60 dages ubetinget fængsel for sex i flere kirker. Loven er fra 1912, er aldrig brugt før, og ifølge fagfolk er dommen uforholdsmæssig hård og udtryk for en forældet seksualmoral.

Nola Grace Gaardmand

I én af kirkerne havde parret sex på alteret. I en anden havde de efterladt sexlegetøj og omslag til pornofilm bag orgelet. Og da menigheden i en tredje kirke søndag morgen mødte op til gudstjeneste, var der flere, der fandt pornografiske billeder gemt ind imellem siderne i salmebøgerne.

I alt fem kirker blev det til, da en 30-årig kvinde og en 35-årig mand i marts sidste år var på en række seksuelle eskapader i forskellige sjællandske kirker. Og i denne uge faldt så den overraskende dom: Begge fik 60 dages ubetinget fængsel for at have dyrket sex i kirkerne foruden et erstatningskrav på 40.000 kr. for at have ødelagt et orgel og et klaver.

Under retssagen fortalte parret, at der ikke lå satanisme eller anden okkult dyrkelse bag handlingerne, men at de gjorde det for at drille præsterne som en slags »practical joke«.

Ifølge lokale medier var parret ved domsafsigelsen tydeligt mærket af den hårde dom, og de står ikke alene med deres forbløffelse. Blandt andre lektor i retsfilosofi ved Københavns Universitet Jakob Holtermann, der bl.a. forsker i blasfemilovgivning, er overrasket over dommen.

»Det er en meget hård dom for at sige det mildt, fordi de har fået ubetinget fængsel. I straffeloven er der i forvejen rig mulighed for at beskytte ting mod hærværk og tyveri, men at man kriminaliserer særlig strengt, alene fordi det drejer sig om omgang med religiøse effekter, er meget overraskende og meget lidt i trit med idéen om det sekulariserede samfund,« siger Jakob Holtermann.

Han henviser til, at paragraffen, som parret blev dømt efter, stammer helt tilbage fra 1912 og aldrig nogensinde er blevet anvendt før. Den særlige paragraf straffer den, der »gør sig skyldig i usømmelig behandling af ting, der hører til en kirke og anvendes til kirkeligt brug«. Straffelovrådet kom fornyligt med en længere redegørelse om blasfemiparagraffen, hvor rådet ikke anbefalede at afskaffe paragraffen helt, men derimod indskrænke brugen af den til kun at gælde i særligt grelle tilfælde. Netop i det lys mener han, dommen er voldsom, fordi den går imod hensigten i Straffelovrådets udtalelse.

Også forsvarsadvokat i sagen Rasmus Sølberg mener, at den skærpede straf er udtryk for en forældet tankegang, når man på den måde tager særhensyn til religiøse følelser i forbindelse med strafudmålingen.

Forældet seksualmoral

»Bestemmelsen er jo over 100 år gammel, og den er aldrig nogensinde blevet brugt før. Det er fuldstændig vanvittigt, at de har fået ubetinget fængsel. Min klient er ustraffet, har gode personlige forhold, bolig, job, og der ville man i næsten alle andre sager give en betinget straf i førstegangstilfælde. Jeg har mange, mange sager – både voldssager og alt muligt andet mere voldsomt – hvor der gives betinget staf, sågar også i andengangstilfælde,« siger advokaten, der ligesom Jakob Holtermann mener, at loven er utidssvarende.

»Spørgsmålet er jo: Kan man dømme folk i en nutidig kontekst ud fra en bestemmelse, der er blevet til for over 100 år siden, hvor der gjaldt en helt anden seksualmoral og etiske normer omkring religionen og religiøse følelser? Det mener jeg ikke, at man kan,« siger Rasmus Sølberg, der dog anerkender, at parret skulle dømmes for deres handlinger.

»Det er usømmeligt, når man har sex på alteret, på døbefonten og på prædikestolen – det er det selvfølgelig. Men det er meget voldsomt at give så hård en dom,« siger han.

Derimod ville man ifølge Rasmus Sølberg aldrig eksempelvis få en ubetinget dom for usømmelig omgang på andre offentlige steder som i en biograf eller på et bibliotek.

Lektor Jakob Holtermann mener desuden, at loven og dens brug kan ses i sammenhæng med en generel tendens til nypuritanisme i samfundet, som man ifølge lektoren bl.a. ser komme til udtryk i det netop fremlagte lovforslag om forbud mod dyresex.

»Den lov er lavet alene med henvisning til, at det er i strid med almindelig moral. For i den udstrækning, at man påførte dyret smerte, var det jo allerede kriminaliseret i den almindelige dyreværnslov. Så på den måde kan man sige, at der er en vis kontinuitet i tiden, når man ser på disse to sager.«

Kirken bør være hellig

Spørger man derimod sognepræst i Ubby Kirke Kim Gilling Hansen, hvis kirke blev mål for parrets eskapader, er dommens udfald et vigtigt signal. For som samfund har vi brug for steder, som netop er særligt hellige, mener sognepræsten.

»For mig er det rart, at der bliver sendt et signal om, at det her ikke er okay. For de fleste mennesker, der kommer i kirken, er jo nogle, der har mistet, som har brug for at finde trøst, eller som bare vil finde lidt mening i en tilværelse, der nogle gange giver én nogle hug. Og hvem har lyst til at komme ind i en kirke, der på den måde bliver besudlet,« spørger Kim Gilling Hansen.

Derfor er det helt fint, at det er en særligt skærpende omstændighed, at man gør den slags i et helligt rum, mener han.

»Vi har brug for de her hellige steder. Nogle rum, som føles trygge, rare, rene, gode og alle sådan nogle ord, som er blevet umoderne i en verden, hvor vi efterhånden har ophøjet kritik af samfundet og religionen til noget helligt i sig selv. Derfor er det vigtigt at værne om de her få hellige steder, vi har tilbage efterhånden. Ellers er vores verden virkelig blevet til et fattigt sted,« siger præsten og tilføjer:

»Men altså Jesus er large, og Gud har humor, så parret er helt sikkert allerede tilgivet.«

Det dømte par ønsker ifølge forsvarsadvokaten ikke at udtale sig til medierne.