Aktion mod skifergas i Nordjylland: 60 demonstranter ført væk af politiet

Protest fortsætter mod skifergas-boreplads i nordjyske Dybvad.

Artiklens øverste billede
For tredje dag i træk forhindrede en flok demonstranter lastbiler fra det franske selskab Total at komme ind på skifergas-borepladsen i Dybvad.

Politiet i den lille nordjyske by Dybvad ca 40 km. nord for Aalborg fik tirsdag en travl dag, da demonstranter for tredje dag i træk blokerede indkørslen til en skifergas-boreplads.

Omkring 60 demonstranter blev fjernet, da lastbiler fra det franske oliefirma Total blev forsøgt forhindret i at komme ind på pladsen, hvor et boretårn står til at blive opført på en mark ved Dybvad.

"Vi startede blokaden søndag, hvor vi tilbageholdt lastbilerne i to timer, mens vi mandag holdt dem tilbage i tre timer. I dag var vi blevet enige om, at vi ikke ville flytte os for lastbilerne, før politiet flyttede os med magt. Vi mener alvorligt, at det har projekt ikke skal realiseres, og derfor ville vi blive stående," siger talsmanden for "Bloker Boretårnet", Anna Kronborg, til Jyllands-Posten.

I to timer opretholdt demonstranterne blokaden, før politiet meddelte, at demonstranterne skulle fjerne sig for en kran og seks lastbiler fra Total.

Omkring 60 demonstranter blev tirsdag fjernet af politiet ved skiferborepladsen i Dybvad nord for Aalborg.

Derfor måtte omkring 20 betjente gå i aktion, siger vicepolitiinspektør i Nordjyllands Politi, John Henriksen.

”Der var nogle, der valgte at følge vores anmodning om at hæve blokaden og gå, så lastbilerne kunne komme forbi. Den sidste halvdel valgte at sætte sig ned og lade sig bære derfra. Det gjorde vi så, og det foregik efter vores opfattelse forholdsvist udramatisk," siger han til Jyllands-Posten, hvilket bliver bakket op af Anna Kronborg.

"Nogle gik fredeligt afsted med politet, mens andre blev slæbt af sted af fire-fem betjente. Der er enkelte, der er blevet taget lidt hårdt ved, som vi muligvis vil indgive klagesag omkring. Men ellers er der ikke sket noget voldsomt," vurderer Anna Kronborg.

Ingen af demonstranterne blev anholdt, og politiet holdt sig fra at sanktionere personerne, der deltog i blokaden.

"Vores taktik var, at hvis de gik derhen igen, ville de få en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for ikke at efterkomme politiets anvisninger. Det var der ikke nogen, der fandt anledning til, og vi kunne tale os til rette omkring tingene," siger John Henriksen.

Tirsdagens demonstration var en videreførelse af en månedlang lang kamp fra "Bloker Boretårnet" mod det franske oliefirma Totals prøveboringer efter skifergas i den nordjyske undergrund.

Siden sommer har gruppen haft en protestlejr i området, mens de søndag for første gang blokerede lastbiler, der var på vej ind på borepladsen.

Mandag ankom en bus fra København med folk fra hele Danmark, der vil deltage i protesten mod skifergasboringerne i Dybvad. De vil ligesom resten af demonstranterne fra "Bloker Boretårnet" blive ved længe endnu.

”Vi er her, indtil vi får det stoppet. Så længe der kommer lastbiler, har vi tænkt os at blokere dem," siger Anna Kronborg.

Derfor står folk fra gruppen klar igen onsdag, hvis Total igen sender biler afsted med materialer til boreriggen, der skal bore ned i jorden.

”Vi ved desværre ikke, om der kommer nogle lastbiler i morgen. Det sidste, politiet sagde til os, inden vi skiltes i dag, var ”Vi ses jo nok i morgen"," siger Anna Kronborg.

Protesten mod skifergasboringen ved Dybvad har stået på, siden byrådet i Frederikshavn Kommune sidste år vedtog, at der gerne må bores efter gassen i kommunen. SF i Frederikshavn gik imod beslutningen, bl.a. med henvisning til risikoen for drikkevandet, men der har alligevel siden tegnet sig et politisk flertal for.

Det var den tidligere VK-regering, der i 2010 gav Total og Nordsøfonden tilladelser til at efterforske og indvinde skifergas i Nordjylland og Nordsjælland.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen