Kendte mænd: Vi er feminister
Det er ikke længere forbeholdt kvinder at være feminister. Mændene vil også være med.
Rasmus Brygger er liberal, endda tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom, og erklæret feminist:
»Som liberal feminist føler jeg, at vi har et ansvar for at fortælle, at feminisme ikke nødvendigvis betyder kvoter, regulering og øremærket barsel. Men at det helt grundlæggende handler om, at mænd og kvinder skal stilles lige. Noget, som vi feminister også skal være bedre til at kommunikere, er, at ligestilling ikke kun vedrører kvinder,« siger Rasmus Brygger.
Og han er ikke den første danske mandlige politiker, der springer ud i kvindekønnets navn. Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen (R), udviklingsminister Mogens Jensen (S) og Københavns overborgmester Frank Jensen (S) har også sagt, at de er feminister. Og rejser vi uden for landets grænser, ligner det efterhånden en bevægelse.
Da det politiske parti Feministisk Initiativ sidste år stillede op til det svenske parlamentsvalg, fik de f.eks. opbakning af ABBA-ikonet Benny Andersson, der både stemte på partiet og donerede 100.000 svenske kroner til formålet. Også den tidligere svenske statsminister Göran Person har erklæret, at han er feminist.
I Hollywood er flere kendte mænd i den seneste tid sprunget ud som feminister. Blandt dem skuespillerne Daniel Radclife, Joseph Gordon Levitt-Jared og sangeren John Legend, der ved en koncert sagde til sit publikum, at »alle mænd burde være feminister […]Vi er alle sammen bedre tjent med, at kvindernes position bliver styrket, det fører til et bedre samfund«.
Ligesom John Legend er flere mænd ved at opdage, hvordan også de kan drage fordel af feminismen.
Det er ifølge Kenneth Reinicke, der er mandeforsker ved Roskilde Universitet, en af grundene til, at flere mænd begynder at kalde sig feminister og kaster sig ind i ligestillingsdebatten.
»Det går langsomt op for flere og flere mænd, at de statistisk dør før deres kone, fordi det ikke er maskulint at gå til lægen. Hvis de bliver arbejdsløse har de i højere grad tendens til at miste deres identitet og blive selvmordstruede, og de har ikke de samme rettigheder i forhold til deres børn. Mænd begynder pludselig at opdage, at de jo ikke kun vinder på, at vi har det her mandsdominerede samfund,« siger han.