Elever må nøjes med ubegrundet karakter
Gymnasieelever er utilfredse med, at de kun får en karakter, som evaluering på deres SRP, som er en større skriftlig opgave i gymnasiet. Undervisningsministeren afviser dog umiddelbart at ændre på den nuværende praksis for evalueringen.
I øjeblikket bliver der formentlig bidt negle blandt nogle af landets 3. g-elever.
I løbet af de kommende uger får de nemlig svar på, hvilken karakter de har fået for deres studieretningsprojekt – i daglig tale SRP-opgaven.
Eleverne har to ugers undervisningsfri til at skrive opgaven, som er særlig vigtig, fordi den vægter dobbelt på eksamensbeviset.