Svindlere forsøger at udnytte indsamling til kræftsyg dreng
Facebook-brugere udgiver sig for at være familiemedlemmer til otte-årig kræftsyg dreng.
Ukendte svindlere har i den seneste uge forsøgt at udnytte en indsamling til otte-årige Magnus, hvis familie samler penge ind til en kræftbehandling i USA.
Som Jyllands-Posten onsdag kunne fortælle, har over 11.000 danskere valgt at støtte den otte-årig dreng med større og mindre pengebeløb på Facebook.
Familien ville skaffe 800.000 kroner til en kræftbehandling i USA. Onsdag nåede de målet efter fem dage, og indsamlingen fortsætter i højt tempo.
Torsdag aften havde familien ifølge Horsens Folkeblad samlet over 1,3 millioner kroner ind til den otte-årige dreng, der er blevet ramt af en tumor i hjernen og er blevet spået en overlevelseschance på nul pct. af danske eksperter.
Nu er et problem imidlertid begyndt at vise sig på den Facebook-side, hvor indsamlingen foregår. Ifølge JydskeVestkysten udgav en person sig torsdag aften for at være i familie med drengen og bad om at sende penge til en, der kaldte sig Camilla Braae.
Svindleren blev hurtigt opdaget af farmoren til Magnus, Inger Braae.
"Som I lige har opdaget, er der svindlere herinde, og vi arbejder hårdt for, at jeres donationer ikke skal gå til tyveknægte," skrev farmoren på Facebook-siden "Fighting for Magnus (MIV) torsdag aften.
Farmoren slår i Facebook-gruppen fast, at familien ikke kender Camilla Braae. Samtidig fortæller hun til Jydske Vestkysten, at personen nåede at modtage penge fra folk, der ville donere til Magnus, inden problemet blev opdaget.
Tidligere har en anden person udgivet sig for at være en ven af familien og skrevet, at folk skulle sende penge til personens nummer. Det er uvist, om den person nåede at samle penge ind.
Metoden er mulig, fordi både venner og familie har lagt numre ind på Facebook-siden, som folk kan donere til gennem MobilePay. Da der er beløbsgrænser på MobilePay, har familien været nødt til at tage flere numre i brug til indsamlingen.
"Jeg bliver da harm, men sådan nogle mennesker findes åbenbart alle steder. Men det er næsten så usmageligt, som det kan være," siger Inger Braae til Jydske Vestkysten.
På trods af svindlerne er familien stadig lykkelig over danskernes opbakning til den otte-årige Magnus. Det er planen, at drengen nu skal modtage en MR-scanning og siden til USA hurtigst muligt, hvor familien har valgt, at han skal modtage behandling på Burzynski Clinic i Houston.
Tidligere har familien anslået, at de skal bruge mindst 800.000 kroner til rejsen. Det overskydende beløb fra indsamlingen vil, når Magnus' behandling er overstået, ifølge familien blive doneret til andre kræftsyge børn eller kræftforskning.