Fortsæt til indhold
Indland

Nybroes medfange: Han iscenesatte selv proof of life-foto

Rami Aysha, som var gidsel sammen med journalisten Jeppe Nybroe, har en anden udlægning af tilfangetagelsen.

I 28-dage, fra februar til marts sidste år, sad den danske journalist Jeppe Nybroe sammen med kollegaen Rami Aysha som gidsler i Libanon.

Jeppe Nybroes oplevelser blev beskrevet af Jeppe Nybroe i bogen ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”, som udkom for kort tid siden. Men nu står Rami Aysha frem i fagbladet Journalisten samt i Radio24Syv og fortæller en - på visse punkter - anden version af fangenskabet til Journalisten.

Jeppe foreslog, at de kunne tage sådan et foto af ham og sende hjem. Det syntes kidnapperne var en god ide.

Rami Aysha optræder meget i Jeppe Nybroes bog, og er af Journalisten blevet bedt om at læse udvalgte passager af den, så han kan give sin version af, hvad der skete på de 28 dage i Libanon. Nogle af passagerne i bogen kan han nikke genkendende til, mens andre ikke helt stemmer overens med, hvad han oplevede under fangenskabet.

Bl.a. er Rami Aysha uenig med Jeppe Nybroe i forbindelse med bogens titel ” Kidnappet – i islamisternes fangehul” samt bogens forsidebillede.

Jeppe Nybroe skriver i bogen, at det er kidnapperne, som beslutter at tage det "proof of life"-foto, der pryder bogen forside, og beder ham om at vaske sig. Men til Journalisten fortæller Rami Aysha, at Jeppe Nybroe selv var med til at iscenesætte billedet, som blev sendt til Nybroes familie i Danmark.

"Jeppe foreslog, at de kunne tage sådan et foto af ham og sende hjem. Det syntes kidnapperne var en god ide. De beordrede ham ikke ud og vaske sig. Vi kunne på det tidspunkt bade frit, når vi ville," siger Rami Aysha.

Men det er ikke det eneste.

Rami Aysha fortæller til Radio24Syv, at Jeppe Nybroe havde sit armbåndsur på under hele tilfangetagelsen, selv om han i bogen har skrevet, at det er blevet taget fra ham af gidseltagerne.

"Han havde uret hele tiden. Jeg kan huske hver dag, når han vågnede op, børstede sine tænder, fik te og ventede på, at de lavede mad til os, så tog han sit ur på og og tog sin medicin," siger Rami Aysha.

Rami Aysha har palæstinensisk-libanesisk baggrund og har i en årrække arbejdet som journalist, fixer og tolk med base i den libanesiske hovedstad Beirut. Han har tidligere samarbejdet med danske journalister, som arbejder i krigsområder. Han optræder ikke kun i Jeppe Nybroes bog som medgidsel, men også som ven og tolk.

Ud over at være uenig i nogle af de ting, som Jeppe Nybroe fortæller i bogen, så mener Rami Aysha også, at han er blevet ført bag lyset, da han ikke blev informeret om, at Jeppe Nybroe skulle bruge deres snakke til en bog.

Jeppe Nybroe var bare ved at "samle minder", lyder det fra rejsekammeraten.

Jeppe Nybroe svarer over for Journalisten skriftligt på kritikken:

”Jeg har spurgt Rami om informationer, da vi mødtes i september 2014 i Beirut, og sagde ved det møde, at jeg havde brug for at høre også Ramis ord om kidnapperne og konkrete episoder under og efter vores (min) kidnapning. For at få større forståelse af, hvad der skete, hvem der stod bag, herunder de massive mistanker mod min ven og kollega Rami. Jeg har aldrig sagt, at jeg var ved at ”samle mine minder”.”

Samtidig fastholder Jeppe Nybroe sin version af fangenskabet i Libanon. Det gør han, selvom han er blevet gjort opmærksom på, at kollegaen Rami Aysha finder dele af bogen forkerte.

Den første kritik af Jeppe Nybroes bog kom fra tv-værten Adam Holm i en anmeldelse i Weekendavisen. I anmeldelsen spekulerede Adam Holm i, om Jeppe Nybroe har taget sig ”visse narrative friheder” i sin beskrivelse af sit fangenskab.

Blandt andet pointerer Adam Holm, at han finder det underligt, at Jeppe Nybroe har ”rene negle” på bogens forsidebillede, at han bærer et armbåndsur og desuden har lidt kulør på brystkassen.

Jeppe Nybroe har kaldt Adam Holms insinuerende bemærkninger for "uvederhæftige".