Danskerne vil have mere grænsekontrol
61 pct. af danskerne vil gerne have en permanent grænsekontrol - regeringen har et andet løsningsforslag.
Grænsebomme og grænsevagter, der kontrollerer alle ved Danmarks grænser, er en god ide.
Det mener 61 pct. af danskerne ifølge en undersøgelse, som Epinion har foretaget for DR Nyheder.
35 pct. af de 1.002 adspurgte svarer, at de er "helt enige" i, at Danmark skal indføre permanent grænsekontrol, mens 26 pct. erklærer sig delvist enige.
Undersøgelsen kommer oven i et forslag fra regeringen, som er blevet fremsat af justitsminister Mette Frederiksen (S), og som handler om øget kontrol i de danske lufthavne samt de indre grænser.
Lovforslaget indebærer bl.a., at politiet og toldvæsnet gøre brug af automatisk genkendelse af køretøjers nummerplader ved Danmarks grænser, og netop derfor mener Socialdemokraternes retsordfører Tine Bramsen ikke, at der er behov for en decideret grænsebom eller vagter.
"Der er ikke noget, der peger på, at vi fanger flere kriminelle ved, at politiet skal stå fast et sted," siger hun til DR.
Også Venstre nævner, at man arbejder på at få indført kontrol i form af nummerpladegenkendelse. En mere systematisk kontrol af grænserne tillader Schengen-reglerne ikke, og derfor må Danmark slet ikke indføre en permanent kontrol.
Venstre er dog åben over for at lade grænserne blive bevogtet af betjente, i højere grad end de er nu.
Hos Dansk Folkeparti er man glad for undersøgelsens udfald og opbakningen i befolkningen. Partiet har længe været den varmeste fortaler for, at Danmark skal kontrollere sine grænser systematisk, også selv om det er et brud på reglerne i Schengen-samarbejdet, og en fast grænsekontrol er et af partiets mærkesager.
"Vi ser alt for mange tilfælde af kriminalitet foranstaltet af tilrejsende østeuropæiske kriminelle. Det kan ikke passe, at Danmark skal stå som den artige elev i klassen, mens andre lande rask væk genetablerer kontrollen ved grænserne," har retsordfører Peter Skaarup tidligere udtalt i forbindelse med en diskussion om kontrollen ved den dansk/tyske grænse.
Peter Skaarup siger desuden, at det bliver et centralt krav for Dansk Folkeparti at få genindført kontrol ved grænsen i tilfælde af et regeringsskift.
I den anden ende af skalaen er 21 pct. af Epinions adspurgte helt uenige i, at der skal indføres en fast grænsekontrol. 9 pct. er delvist uenige, mens 7 pct. er "hverken enig eller uenig" og den sidste ene procent har svaret, at den ikke har taget stilling til spørgsmålet.