Fortsæt til indhold
Indland

Kurt Westergaard udsender støttetegning til Charlie Hebdo-ofre

Den verdenskendte Muhammed-tegner har lavet en støtteerklæring til ofrene fra Charlie Hebo.

Den danske tegner Kurt Westergaard, som i sin tid var manden bag den mest kendte af de såkaldte Muhammed-tegninger - islamisten med en bombe i sin turban, er ikke gået på pension.

Via sit faste galleri, Galleri Draupner i Skanderborg, har den nu 79-årige Westergaard offentliggjort en tegning fra 2009, der skal symbolisere ytringsfrihedens svære balancegang, som galleriejer Erik Guldager udtrykker det.

På billedet, der bærer titlen ”Free Speech”, ses en mand, der på urimelige vilkår søger at holde sig selv oppe, mens han med pennen i hånden prøver at finde balancen.

Galleri Draupner har fremstillet tegningen i ”en særlig ”Je suis Charlie”-version, som sælges til fordel for tegnerne på Charlie Hebdo.

”Det er vores håb og ønske, at hele verden bakker op om denne støtteerklæring. Overskuddet fra indtægterne vil ubeskåret gå til Charlie Hebdo,” meddeler Erik Guldager i en pressemeddelelse.

Kurt Westergaard udtalte forleden sin støtte til det satiriske franske ugemagasin, som han betegner som et ”fantastisk og anarkistisk blad, der går løs på alle magthavere, hvis de synes, at der er grund til det.”

”De skåner ingen, og er meget skarpe og til tider groteske i deres udtryk,” sagde Kurt Westergaard, som gik på pension som bladtegner på Jyllands-Posten for fire år siden.

Han udtrykte ved samme lejlighed sin støtte til Charlie Hebdo ofte meget grovkornede humor og satire. Men de har også satiretegningens kvaliteter, og dem kan vi ikke undvære, lød tegnerens konklusion.

Tegneren Kurt Westergaard er trods sine 79 år stadig aktiv og har netop offentliggjort en støttetegning, hvor overskuddet fra salget skal til ofrene for Charlie Hebdo-terroraktionen.

”Jeg kan da godt forstå, at der både er muslimske grupper men også kristne grupper, der kan føle sig stødt af deres arbejde. Hvis du arbejder som satiretegner, så ved du også, at religiøse symboler er meget følsomme ting, som kan udløse voldsomme reaktioner,” sagde Kurt Westergaard forleden til Ritzau.

”Men det hører jo med til det at bo i et land med ytringsfrihed, at man kan få lov til at tegne billeder ud fra virkeligheden. Sådan er det også her i landet, og sådan skal det blive ved med at være,” tilføjede han.

1. januar 2010 var Kurt Westergaard selv udsat for et drabsforsøg, da en somalisk mand brød ind i tegnerens hus i Aarhus.

Westergaard overlevede ulykken ved at barrikadere sig i et sikringsrum, han havde i huset.