Fortsæt til indhold
Indland

Sigtelse: Syrisk mand dræbte søster med kniv

24-årig syrisk mand anholdt og sigtet for knivdrab på sin 28-årige søster i nat.

Muligvis var det familiestridigheder i en syrisk familie, der søndag nat førte til drabet på en 28-årig kvinde i en lejlighed på Sønderbrogade i Horsens.

Foreløbig er drabsofferets 24-årige lillebror anholdt og sigtet for at have dræbt søsteren med knivstik.

Han skal fremstilles i grundlovsforhør kl. 12.00 ved Retten i Horsens, hvor politiet vil begære dørene lukket og kræve den sigtede varetægtsfængslet.

Vi skal have stykket en mulig årsag eller motiv sammen, men så langt er vi ikke kommet endnu
Efterforskningsleder Carsten Thostrup, Sydøstjyllands Politi

Den sigtede var tidligt mandag formiddag endnu ikke blevet afhørt af politiet, som derfor heller ikke kan sige, hvordan han stiller sig til sigtelsen for drab.

Trods en række afhøringer er politiet tilbageholdende med at offentliggøre oplysninger om et muligt motiv og hændelsesforløb bag drabet på kvinden, der blev anmeldt til politiet kl. 00.20. Ifølge Horsens Folkeblad har politiet fundet det formodede drabsvåben i lejligheden.

"Vi har afhørt en del mennesker, både familie og folk der var til stede, så vi skal have stykket en mulig årsag eller motiv sammen, men så langt er vi ikke kommet endnu," siger efterforskningsleder Carsten Thostrup, Sydøstjyllands Politi.

Ifølge efterforskningslederen er broren og søsteren del af en syrisk familie, og der var flere familiemedlemmer til stede, da drabet skete.

Anholdelsen af den 24-årige skete foran sygehuset i Horsens, hvor han var søgt hen efter drabet.

Angiveligt søgte broderen behandling for nogle snitsår på hænderne, og politiet undersøger nu, om de har forbindelse til knivdrabet.

Det skal blandt andet ske med en retsmedicinsk personundersøgelse af den sigtede.

Retsmedicinerne skal også undersøge den dræbte kvinde. Hun skal blandt andet obduceres, hvilket ifølge Ritzaus oplysninger vil ske tirsdag.