Fortsæt til indhold
Indland

Det siger præsterne hver søndag

Præster svarer ét til Jyllands-Posten og siger noget andet i kirken.

Flere præster fortæller i dagens udgave af Jyllands-Posten, at de ikke tror på en skabende Gud, at Jesus døde for os på korset, og at han genopstod på tredjedagen. Også budskabet om et liv efter døden bliver der stillet spørgsmål til.

Hans Raun Iversen, lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet, kalder det problematisk, hvis man som præst ikke tror, at Gud har skabt verden.

”I trosbekendelsen er Gud himlens og jordens skaber. Hvis man som præst ikke tror på, at det er Gud, der har skabt verden, har man et problem. Hvad er Gud så, hvis han ikke er den, der har skabt verden? Hvordan er han så Gud,” spørger Raun Iversen.

Peter Lodberg, lektor i teologi på Aarhus Universitet, mener, at præsterne har et problem, hvis ikke de tror, at Jesus er stået op af graven.

Præsterne ”sætter sig uden for den evangelisk lutherske kirkes lære. Kødets opstandelse har altid været en central del af den kristne tros indhold,” forklarer han.

Fælles for alle præster er da også, at de søndag efter søndag siger noget andet i kirken, end det, de i dag giver udtryk for i Jyllands-Posten.

Det sker bl.a. i trosbekendelsen, hvor de både siger, at de tror på Gud som skaber, og at de tror på kødets opstandelse.

Sådan lyder trosbekendelsen:

Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige,
Himlens og Jordens skaber;
og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, Vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden,
født af Jomfru Maria,
pint under Pontius Pilatus,
korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til Dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til Himmels,
siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Jeg tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke,
de helliges samfund, syndernes forladelse,
kødets opstandelse og det evige liv
.