Overlæge: Det skal en 53-årig ikke dø af
Hver fjerde patient med hul på tolvfingertarmen dør efter operationen. Men en rask person bør klare den, siger overlæge.
Et hul på tolvfingertarmen er en alvorlig sag, som sidste år førte til dødsfald blandt 27 procent af de opererede.
Men hvis den 53-årige dansker Lars Andersen, som i øjeblikket kæmper med sygdommen på et hospital i Mombasa i Kenya, i øvrigt er sund og rask, burde han kunne overleve.
Det siger klinikchefen på Kirurgisk Gastroenterologisk Klink på Rigshospitalet, overlæge Jens Hillingsø.
"Det sker med jævne mellemrum, at der går hul på tolvfingertarmen på patienter herhjemme, og vi har et ret stort akutberedskab til at tage os af det. Det er en alvorlig sygdom, hvor der i forhold til dens farlighed er en ret stor dødelighed. men det er ikke en sygdom, man bør dø af som 53-årig, hvis man i øvrigt er rask," siger Jens Hellingsø.
Dødsårsagen hos patienter, der pådrager sig et sår på tolvfingertarmen, er den bughindebetændelse, der opstår når tarmen perforeres.
Patienterne har brug for en operation til at få lukket hullet og en tre-stoffet antibiotisk behandling til at bekæmpe betændelsestilstanden.
Men ligesom operationerne på Lars Andersen i Kenya har vist, er det ikke givet, at en operation lykkes.
"Det gælder om at få lukket hullet, og hvis det ikke kan lade sig gøre, kan man risikere at skulle fjerne nederste del af mavesækken og lave en ”omkørsel”. Men det kræver selvfølgelig at forholdene er til det, og jo længere man venter, og jo flere gange man opererer, jo potentielt vanskeligere er det," lyder forklaringen fra Jens Hillingsø.
Han tilføjer, at behandlingen af sår på tolvfingertarmen er ens i Danmark og i udlandet.