I de hemmelige tunneler
Gennem en kamufleret skakt på pladsen foran Rumæniens udbrændte præsidentpalads, pakket med kampvogne og panserkøretøjer, klatrede Jyllands-Postens medarbejdere tirsdag en halv snes meter ned under jordens overflade og vadede gennem ankeldybt, møgbeskidt vand ind i det hemmelige system af tunneler under Bukarests bymidte.
BUKAREST
Overalt i de dystre betongange hørtes lyden af vand, der strømmede ud af utætte rør. En stank af fordærvede fødevarer bredte sig fra de flygtede sikkerhedsfolks sidste måltid i den nu henrettede diktator Nicolae Ceausescus kassematter.
Gik modigt forrest
Skakten var blevet fundet og åbnet få minutter før af nogle unge mennesker, som modigt gik forrest for at afsløre eventuelle snigskytter.
Anført af en ung mand trængte vi flere hundrede meter frem i tunnel-systemet, indtil vi mente, at vi befandt og inde under partihovedkvarteret. I forbindelse med de snævre, lavloftede betongange var der magasiner med uniformer, enkelte håndvåben og andet militært udstyr. Der var brusekabiner, ildelugtende toiletter og kommandorum med telefoner så døde som den henrettede statschef og hans hustru.
Drømmesenge
Der var også værksteder, et generatorrum, brændstoflagre og soveværelser med stabler af drømmesenge.
På et bord i en primitiv kantine flød det med skinkerester og daggammelt brød. Sikkerhedsfolkenes yndlingsdrik i dette beton-helvede synes at have været Pepsi Cola. Diverse køleskabe af mærket Arctic var fyldt med presset kød.
Tomme patronhylstre
I et hjørne foran en garderobe lå et militærslips og nogle beskidte underbukser. Overalt var der tomme patronhylstre. Midt i det hele - uforklarligt - fandt vi en reklame for den franske champagne Moet et Chandon. Opslag på de rå, fugtdrivende vægge gav vejledning i førstehjælp eller anviste flugtruter.
Vandringen endte for vort vedkommende foran en grå panserdør. Da de unge mennesker forsøgte at sparke den op, mente vi at høre lyde på den anden side. Der blev beordret et lynhurtigt tilbagetog.
Skjulte udgange
Ingen ved med sikkerhed, hvor stort nettet af hemmelige tunneler under Bukarests bykerne er. En del af systemet blev bygget under Anden Verdenskrig. Siden føjede Ceausescus sikkerhedspoliti (Securitate) adskillige kilometer til systemet, der hævdes at have skjulte udgange flere steder i byen.
Efter ægteparret Ceausescus hovedkulds flugt fra præsidentpaladset i sidste uge, forlød det, at 2000 Securitate-agenter havde taget ophold i tunnelerne med henblik på at kæmpe til sidste mand. Ved meddelelsen mandag om præsidentparrets henrettelse forsvandt de fra tunnelsystemet ad gange, som endnu ikke er fundet.
Morderbande
De resterende Securitate-styrker udgør en morderbande - nu forskanset i lejligheder og på lofter - som skræmmer rumænerne.
Da vi vendte tilbage til jordens overflade, våde, snavsede og forpustede efter en længere klatretur på et vandrør hen over en oversvømmet korridor, hørtes den karakteristiske knitren af riffelskud fra en kontorbygning over for det nærliggende telefonhus.
Et lig blev båret ud af partibygningen og kørt væk på en græsgrøn ladvogn. I baggrunden knitrede riffelilden igen og igen.