Fortsæt til indhold
Indland

Mansour kendt skyldig i opfordring til terror

Der er netop afsagt kendelse i historisk terrorsag på Frederiksberg.

Den 54-årige Sam Mansour, også kendt som boghandleren fra Brønshøj, er netop kendt skyldig i at have opfordret til terrorisme ved retten på Frederiksberg. Samtidig er han frifundet for redigering og udgivelse af tre bøger, der anses som særligt terrorpropagandistiske.

Det mangler endnu at blive vurderet, om Mansour skal have frataget sit danske statsborgerskab som en del af straffen for, at dansk-marokkaneren endnu en gang har opfordret til terror. Hvis det sker, vil det være første gang i danmarkshistorien. Kun to gange tidligere er det forsøgt - begge gange blev det underkendt.

Rettens begrundelse for at frifinde Mansour for at have redigeret og udgivet de tre bøger, var til dels, at der var oversat en for lille del af bøgerne. De mente ikke, det er muligt at vurdere, om det er repræsentativt for bøgerne.

"Desuden er ikke fuldt tilstrækkeligt bevis for, at bøgerne opildner til terror. Derfor frifindes tiltalte," sagde dommeren, Finn Haagaard, i retten.

I løbet af 13 retsdage har anklageren forsøgt at bevise, at Mansour siden 2012 har udtalt sig racistisk og opildnet til terror fra sit hjem i Brønshøj. Det har han gjort gennem hundredvis af billeder, videoer og andre opslag på sin Facebook-profil. I samme periode har Mansours forlag Al Nur Islamic Information udgivet tre islamiske bøger, som skulle være særligt propagandistiske og har vægtet tungt i anklagerens bevisførelse.

Kravet fra anklageren var ni års fængsel samt fratagelse af Mansours danske statsborgerskab. Strafferammen for opildning til terror er seks år. Men siden Mansour tidligere - tilbage i 2007 - er blevet dømt for samme forbrydelse, har anklageren ment, at der var tale om skærpende omstændigheder, der burde tilføje yderligere tre år til straffen.

Forsvarsadvokat Thorkild Høyer har derimod argumenteret for, at Mansour er beskyttet af sin grundlovssikrede ret til at ytre sig og dermed burde frikendes.

I 2007 blev Mansour idømt tre et halvt års fængsel for at have opildnet til terror, truet flere personer samt udtalt sig racistisk ved at omtale jøder som bl.a. "svin". Også dengang forsøgte anklageren af få frataget hans statsborgerskab, men det underkendte dommerne.