Anklager: Sexkrænker skal ind i 12 år
Anklager kræver 12 års fængsel til sexkrænker. Men en forvaringsdom kan ikke afvises.
Den fynske sexkrænker er en person, der ikke skænker andre menneskers liv den mindste tanke og respekt. Han er farlig på fri fod, og derfor skal han enten have en tidsubestemt forvaringsdom eller en langvarig fængselsstraf på 12 år.
Sådan lød det i formiddag i den afsluttende procedure i den omfattende straffesag mod den 41-årige CJ fra anklager Lenette Skak.
Retslægerådet har anbefalet, at tiltalte idømmes forvaring - en strafform, som typisk gives for forhold, der vil kunne give halvandet til 10 års fængsel. Men hvis anklageren får ret i sin påstand om 12 års fængsel, viser praksis i retssalene, at det ender med en fængselsdom.
Anklagemyndigheden har i kravet om 12 års fængsel bedt retten om at tage paragraf 88 i straffeloven i anvendelse, som kun bruges i sager, hvor der er særligt skærpende omstændigheder. Den betyder, at der kan lægges 50 procent oven i en eventuel fængselsstraf.
Anklageren malede et billede af en person, der har begået uhyrlige seksuelle overgreb mod to piger på dengang 10 og 11 år, og hun sagde, at CJ's forklaring om, at han ikke var "ond" ved pigerne, overhovedet ikke holder.
"CJ siger selv, at han var flink og rar ved pigerne. Men det er vist en opfattelse, som ingen andre end CJ deler. I dvd-afhøringen af den ene af pigerne, og hvor hun bliver lidt presset af den politimand, som afhører hende, siger hun: Nej, jeg tænkte bare på, om jeg skulle dø nu," sagde anklageren under proceduren i følge bt.dk's liveblog.
CJ har tidligere i retssalen forklaret, at pigerne under overgrebene "selvfølgelig" har været bange, men at han ikke havde været klar over det, da han begik overgrebene.
Karakterafvigende? Ja. Sindssyg? Nej
Han lagde på retssagen første dag ud med at erkende sig skyldig i en række af sigtelser i det omfangsrige anklageskrift. Blandt andet at han havde bortført de to piger på 10 og 11 år, og at han havde udsat dem for forskellige seksuelle overgreb.
Han har derimod afvist at have voldtaget de to mindreårige piger, fordi han henviser sig til, at han under under overgrebene har befundet sig i en psykotisk tilstand.
Retslægerådet har dog fastslået, at CJ ikke har været psykotisk - eller sindssyg - i gerningsøjeblikket, og at han heller ikke er det i dag. Og der er ikke nogen holdepunkter, der kan støtte den tiltaltes påstand om psykose, sagde anklageren.
Retslægerådet: Forvaring er passende
"Min opfattelse af tiltalte har været, at det her været koldt, kynisk og beregnende. Han har planlagt, indkøbt og rekognosceret. Karakterafvigende som Retslægerådet påpeger? Det er der vist ikke nogen tvivl om, men han har ikke været sindssyg," sagde Lenette Skak ifølge fyens.dk.
Retslægerådet, som har udarbejdet erklæringen, mener, at der er risiko for, at han vil være til fare for andre, hvis han lukkes ud igen.
"Der er tale om, at den tiltalte udgør en sådan farlighed, at man skal anvende en forvaringsdom," lyder det i Retslægerådets udtalelse.
Anklageren præsenterede i sin procedure den 41-årige som en mand, der udmærket vidste, hvad han gjorde - også da han begik to grove seksuelle overgreb mod mindreårige piger for to år siden.
Jagtet ind over en mark
En 11-årig pige blev den 26. oktober 2012 jagtet ind over en mark ved Øster Skerninge af den 41-årige, inden hun blev slæbt ind i hans meget omtalte røde bil. Her blev hun ifølge anklageren udsat for voldtægt og andet seksuelt misbrug under skærpende omstændigheder.
Den lille pige blev blandt andet bagbundet hårdhændet med plasticstrips og blev blændet med en halsedisse, mens den 41-årige misbrugte hende i over en time, sagde anklageren.
Det er ikke blevet bevist i retten, at den 41-årige i praksis voldtog den lille pige, men voldtægtsforsøg er "i juridisk forstand" det samme som voldtægt, fastslog anklageren.
Ifølge anklageren slap den lille pige kun for voldtægt, fordi den tiltalte ikke kunne få rejsning.
Gennem hele sagen har anklageren peget på den 41-åriges impotens som en drivkraft i hans seksuelle overgreb og fantasier om små piger og voksne kvinder, og da anklageren under proceduren igen berører emnet, ryster han irriteret på hovedet i retssalen.
Småpiger blændet og bagbundet
Også overgrebet på en 10-årig pige den 14. november 2012 er blevet dokumenteret som en fuldbyrdet voldtægt, sagde anklageren.
Ofret var også her blændet af en halsedisse og så ikke selv, hvad der foregik, men en retsmediciner har i retten fortalt, at der er fundet en sædcelle fra CJ på den lille pige.
"Fuck you! Halleluja - Gud er stor! Det var lige, hvad jeg havde brug for!" skrev den 41-årige i sin computer-dagbog i perioden omkring overgrebet mod den 10-årige pige, og det var ifølge anklageren en direkte kommentar til sexforbrydelsen, mener Lenette Skak.
Anklager Lenette Skak mente også, at det var bevist, at CJ en tidligt oktobermorgen i 2012 forsøgte at bortføre en voksen kvinde for at voldtage hende.
"Den forurettede kvinde har udpeget ham i en fotokonfrontation, og hendes forklaring til politiet matcher teksten i den dagbog, som politiet har fundet på CJ's computer," sagde anklageren.
Anklager: Havde uhyrlige planer
Udover tiltalen for de seksuelle overgreb har anklageren i sin procedure understreget, at CJ havde til hensigt at bortføre og voldtage endnu flere småpiger. Det var til det formål, han havde lejet en garage i Odense, og anklageren har gang på gang fundet støtte til sine anklager i den 41-åriges egne dagbogsnotater.
CJ fantaserede om stadigt grovere overgreb, har anklageren sagt med citater fra dagbogen, der beretter hans planer om at indrette sin bil til en regulær sex-fangekælder.
"Han har haft til hensigt at finde en eller flere piger og udsætte dem for voldtægt. Dét, at han har selv har noteret, at det skal være en pige på under 12 år, underbygger det. Også de mange notater om hans gentagne rekognosceringer efter piger rundt om forskellige steder på Fyn viser, hvad hans hensigt har været. Bemærk, at notaterne er skrevet efter, at han har begået de seksuelle overgreb på de to piger," sagde Lenette Skak ifølge bt.dk.
CJ er desuden tiltalt for besiddelse af skydevåben, sprængstoffer og enorme mængder børneporno.
Tirsdag skal dommeren og de to domsmænd votere i sagen, og onsdag afsiges der dom.