Fortsæt til indhold
Indland

Krimier og kongehistorier

75 år torsdag: Helle Stangerup skrev 1980’ernes mest solgte roman.

Jesper Stein Larsen

Helle Stangerup har sat sig to klare spor i dansk genrelitteratur. I 1960’erne og 70’erne markerede hun sig med romaner som ”Gravskrift for Rødhætte og ”Gule handsker” som et af de mest markante navne i den tids krimibølge sammen med forfattere som Poul Henrik Trampe og Anders Bodelsen. Helle Stangerups krimier er indbyrdes meget forskellige, de er fundamentalt godt skruet sammen med suspense, miljøtegning og interessante psykologisk tegnede menneskeskæbner i den klassisk realistiske stil.

Med ”Christine” fra 1985 skiftede hun spor til historiske romaner. Bogen var en fængende og historisk skildring af kongedatteren Christines liv i det 16. århundrede. At kalde det et gennembrud ville være forkert, for Helle Stangerups forfatterskab var allerede velkendt hos de danske læsere, men nu blev hun allemandseje, og ”Christine” er den mest solgte roman i det årti og resulterede også i den brede pris, Boghandlernes Gyldne Laurbær.

I takketalen for laurbærrene fortalte hun, at ideen med bogen var at fortælle om »den magt og indflydelse, som kvinderne havde, inden de blev ofre for victorianismens moralsyn og ændrede samfundsforhold, som bevirkede, at de bedrestillede forfaldt til lediggang, parykker og pudder«.

Efter succesen fulgte ”Spardame” i 1989, om de stærke kvinder, der omgav Christian 4. Den fik ikke samme gennemslagskraft som ”Christine”. Det er velturneret kulørt underholdning, stramt komponeret og ofte karakteriseret ved fin psykologisk indsigt.

Helle Stangerup har ikke haft noget helt almindeligt liv, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse den veloplagte selvbiografi ”Bag skodderne”, der udkom i 2011. Som datter af litteraturforskeren Hakon Stangerup og skuespilleren Betty Söderberg var der sat kurs mod klassisk dannelse og kostskoler fra barnsben.

Knuthenborg Safaripark

Helle Stangerup blev uddannet jurist i 1966 og mødte to år efter sin mand Adam Knuth, som hun opbyggede Knuthenborg Safaripark sammen med på familiegodset på Lolland. De fik to sønner, og ægteskabet satte forfattergerningen på standby. Det ophørte i 1979, da Helle Stangerup efter en langvarig hospitalsindlæggelse vendte hjem og blev mødt af sin mand på trappen foran slottet og informeret om, at elskerinden var flyttet ind i mellemtiden. Hun vendte hjem til København med sine to sønner og genoptog forfatterskabet.

Som barn gik hun i klasse med dronning Margrethe med hvem, hun har bevaret et livslangt venskab – de samme følelser kan man ikke påstå var kernen i relationen til hendes berømte forfatterbror Henrik, som havde et kompliceret forhold til lillesøsteren, der blev født med hofteskred og delvist stjal hans barndom, som hun fortæller om i biografien.

Hun har ud over romanerne skrevet manuskripter til tv-dramaer og rejsebeskrivelser fra Sibirien og Antarktis. Hendes romaner er oversat til flere sprog, og hun har modtaget en lang række priser for sit forfatterskab, bl.a. Thit Jensens forfatterlegat i 1990.

Helle Stangerup, forfatter, cand.jur., København.