Mønsterbryderen

Da Poul Sørensen i 1990 blev udnævnt til dommer i Højesteret, var han den eneste af dommerne, der ikke havde en fortid i Justitsministeriet. Dermed indvarsledes en ny tid, hvor det ikke udelukkende var systemets mænd og kvinder, der gennem grundig skoling, kritikere sagde ensretning, i den udøvende magts ypperste magtapparat var blevet præget til varetagelse af posten i det øverste led i den dømmende magt. Strengt taget er der jo også tale om en upassende sammenblanding af de to statsmagter, hvis landets øverste domstol udelukkende rekrutterer fra den udøvende magts inderste og mest magtfulde cirkler.

Siden kom adskillige dommere fra både universiteter og det private erhvervsliv.

Poul Sørensen var imidlertid ikke uvant med at være mønsterbryder, for da han 10 år tidligere var blevet udnævnt til landsdommer i Vestre Landsret, var det ganske usædvanligt at komme direkte fra universitetet til en højere domstol.

Poul Sørensen er født i Nexø, og efter sin kandidatuddannelse i 1965 arbejdede han dels som advokatfuldmægtig i Aarhus, dels som underviser på Aarhus Universitet. Det førte hurtigt til en fuldtidsansættelse på universitetet, hvor han virkede som lektor på Institut for Proces og Kriminalvidenskab til udnævnelsen til landsdommer i 1980.

Listen over tillidsposter er lang og imponerende. Blandt andet var Poul Sørensen fra 2002 og frem til sin pensionering i 2009 formand for Den Særlige Klageret, formand for Dommerudnævnelsesrådet 2003-07 og næstformand i arbejdsretten i perioden 1997-2009.