DF: Ingen integration til de 20.000 nye asylansøgere
Hold asylansøgerne på statens centre, indtil de kan sendes hjem, lyder det fra DF.
Slå bremsen i. Stop integrationen af de 20.000 asylansøgere, som ventes til Danmark i løbet af i år. Lad dem bo på asylcentrene på statens regning, men send dem ikke ud i kommunerne til en permanent bolig, uddannelse og skolegang til børnene.
Sådan lyder partiformand Kristian Thulesen Dahls (DF) kontante løsningsforslag på de problemer, som kommuneforeningen KL ser hobe sig op i den nærmeste fremtid.
Borgmester Martin Damm (V), formand for KL, advarede i Jyllands-Posten søndag mod de kæmpemæssige udfordringer, som den stigende strøm af flygtninge udgør, når de med en opholdstilladelse i hånden sendes ud i kommunerne og skal gennemgå et treårigt integrationsprogram.
»Jeg har fuld forståelse for KL’s bekymringer. Det er helt rigtigt set, at den opgave er så massiv, at vi må vende skuden. De 20.000 asylansøgere skal ikke blive her, de skal ikke integreres og ikke overflyttes til kommunerne,« siger Kristian Thulesen Dahl.
Hvorfor skal nye borgere i Danmark ikke integreres?
»Verden står i en helt ekstraordinær situation med 50 mio. flygtninge, og Danmark ser ud til at få 20.000 i år. Regeringen har allerede lagt op til, at nogle skal have midlertidigt ophold. Vi mener, at alle skal sendes hjem igen, og så giver det ikke mening at integrere dem.«
Meget tyder på, at antallet af midlertidige flygtninge er begrænset – og de midlertidige kommer til at være her rigtigt længe. Hvorfor skal de ikke integreres?
»Det kommer jo an på, om der er mere end retorik i regeringen. Selv De Radikale har jo anerkendt, at vi ikke kan tage dem alle. Derfor giver det bedst mening at hjælpe i nærområderne. Allerede nu lægger regeringen op til at bruge 4-5 mia. kr. på at huse og integrere flygtninge. De penge kunne jo række meget længere ved at hjælpe i nærområderne, f.eks. ved at støtte flygtningelejre i Jordan.«
DF plejer at sige, at der er plads til dem, som bidrager til det danske samfund. Hvorfor vil I så ikke give dem en chance for at bidrage ved at integrere dem?
»De 20.000 bliver jo hurtigt tre gange så mange, hvis de skal have familiesammenføring, og vi må bare sige rent ud, at den opgave magter vi ikke i Danmark. Det signal skal sendes tydeligt ud i verden, for så vil flygtningestrømmen formentlig også tage af.«
Normalt kritiserer DF indvandrere for at ligge højt i kriminalstatistikken og lavt, når det gælder beskæftigelsesgrad. Skyldes det ikke netop manglende integration?
»Det viser bare, at integration er en meget vanskelig opgave, og den langt fra altid lykkes. Det taler så meget mere for, at vi skal hjælpe ud i verden – i nærområderne. Det gælder ikke bare de syrere, som kommer nu, men også f.eks. den afghaner, som kan sendes til et sted i Afghanistan, hvor han ikke er i fare.«
Når du afviser at integrere flygtninge, er det så for at spare penge?
»Det er det også, for det vil koste helt uhyrlige summer at integrere så mange mennesker. Det er KL’s bekymring netop udtryk for. Omkostningerne vil være så store, at det risikerer at undergrave de opgaver med ældre, børn osv., som kommunerne skal tage sig af.«