Jøder bag politianmeldelse: Imam opfordrer til had og drab mod os
Det Jødiske Samfund vil efter planen politianmelde en imam, som har sammenlignet jøder med aber og grise.
Den fynske imam Mohammed al-Khaled Samha kan se frem til at blive politianmeldt af Det Jødiske Samfund.
Sent mandag kom det frem, at imamen, der er bedre kendt under navnet Abu Bashar, i september sammenlignede jøder med grise og abers efterkommere.
Det gjorde han i en prædiken, som nu er blevet offentliggjort på internettet af The Times of Israel.
»Vores bekymring er, at den type udtalelser får nogle til at tro, at overfald på jøder er legitimt,« siger Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund.
»Kom og dræb ham«
I talen siger Abu Bashar til sine tilhørere, at muslimer ikke bør støtte en tostatsløsning mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre.
»Hvordan kan vi og alle andre muslimer med tro i hjertet acceptere en opdeling af Palæstina mellem palæstinensere og en bande af jøder, afkom fra aber og grise?« spørger imamen fra Vollsmose ifølge en oversættelse fra den israelske organisation Memri, The Middle East Media Research Institute.
I prædikenen taler han videre om, at den dag vil komme, hvor muslimer vil dræbe jøderne.
»Palæstina har været og vil altid være Islams land. Det er Islams land – et helligt og velsignet land. Det er stedet for den store kamp, hvor muslimerne vil bekæmpe jøderne. Træerne og stenene vil sige: ”Muslim, Allahs tjener, der er en jøde bag mig. Kom og dræb ham”.«
Er oversættelsen korrekt – Rosenberg understreger, at han i øjeblikket er ved at undersøge det, og at han ikke har grund til at tro andet – vil Det Jødiske Samfund sende en politianmeldelse af sted.
»Det er en udtalelse, som har et politisk afsæt, men som går over i en mere racistisk tone, der generelt taler nedværdigende om jøder, og som tillige opfordrer til had og drab på jøder. Derfor må vi reagere,« siger Dan Rosenberg Asmussen, der i sommer oplevede en stribe af overfald mod jøder, da konflikten mellem Israel og Hamas var på sit højeste.
»Det er heldigvis gået i sig selv, og jeg håber, at det bliver der. Men vi er nødt til at holde øje med denne type udtalelser, for de kan medvirke til en radikalisering, når det er en religiøs leder, der er afsender« siger han
»Jeg har forståelse«
Offentliggørelsen af Abu Bashars udtalelser skete, samtidig med at talsmanden for Grimhøjmoskéen i Aarhus i tirsdagens udgave af Jyllands-Posten gav sin udlægning af krigen mod Islamisk Stat. Ifølge talsmanden, Fadi Abdallah, er krigen reelt en krig imod islam, og det er derfor usandt, når danske politikere påstår noget andet.
De fleste moskéer og imamer i landet deler det synspunkt, mener Abdallah.
»De andre moskéer gider ikke at tale med pressen – måske fordi de er kommunalt støttede – men vi har den fordel, at vi ejer vores sted og ikke er bange for at miste støttekronerne. Så vi siger vores holdning, som den er,« siger Abdallah, der direkte adspurgt, om han også opfatter jøder som grise og aber svarer:
»Det er en upassende udtalelse, men han har nok følelser på spil. Så jeg har forståelse for, at han kan sige det, når der sker så meget med islam for tiden.«
Jeg har forståelse for, at han kan sige det.Fadi Abdallah, talsmand, Grimhøjmoskéen – om at sammenligne jøder med aber og grise.
Også i sommer opfordrede den danske imam Abu Bilal – ifølge en oversættelse – i en prædiken i Berlin til drab mod israelske jøder.
Den slags ytringer skaber ikke andet end endnu mere kritik af muslimer, mener Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen.
Stop støtten
»I disse miljøer bør man tænke på, om den slags holdninger er med til at bekæmpe de fordomme og den kritik, der er af islam blandt nogle danskere. Og der mener jeg, at svaret giver sig selv,« siger hun, der dog ikke ønsker at sanktionere de indblandede moskéer.
»Det er naivt at tro, at man kommer problemerne til livs, fordi man sætter lås og slå på døren,« siger hun.
Dansk Folkeparti er af en anden opfattelse.
Hvis repræsentanter fra en moské – som i de ovenstående tilfælde – eksempelvis kalder krigen for en krig imod islam eller sammenligner jøder med aber, bør al offentlig støtte fjernes, med mindre moskéen klart og tydeligt tager afstand fra udtalelserne.
»Man skal fjerne de støttekroner, der gives, når der udspys sådan nogle ting,« siger gruppeformand Peter Skaarup (DF).