Underretningsbrev fra Københavns Kommune: Du er nu klar til digital post
Borgere mener, at Københavns Kommune har udsendt en ret misvisende påmindelse.
"Hej Linda, der er kommet ny post til dig fra Københavns Kommune - Underretningsbrev - Digital Post."
Således var ordlyden i den mail, som Linda Nørgaard modtog torsdag eftermiddag fra Københavns Kommune. Selvom hun var på arbejde, skyndte hun sig alligevel at logge ind på sin Eboks, for at se hvad det drejede sig om.
"I mails fra kommunen plejer emnefeltet at fortælle lidt om indholdet, og når der så står underretning, så får man da et chok," siger hun.
Da hun får åbnet skrivelsen i sin Eboks, viser det sig, at der er tale om en påmindelse om, at alle borgere skal være klar til at modtaget digital post fra november.
"Hvis det er meningen, at kommunen vil lokke borgerne til at læse mailen, så virker det helt sikkert. Men det er en smule usmageligt," siger hun.
"Jeg er godt klar over, at ordet underretning egentlig bare betyder vigtige oplysninger, men for mange - specielt forældre, kan det godt have en noget andet betydning," siger hun.
Der var ikke noget personligt i mailen, så derfor gætter hun på, at mailen nok er sendt ud til alle borgere i Københavns Kommune.
Linda Nørgaard er ikke den eneste, der mener, at ordlyden i mailen ikke er optimal. På Facebook undrer Peter Dyreborg sig også, og han skriver:
"Så får man mail om, at Kommunen har sendt en "underretning" til ens eBoks. Hvorpå følger et angstanfald over, hvad man mon nu er blevet anmeldt for... børnemishandling, narkomisbrug, skattefusk?!? Og selve "underrretningen" viser sig så at være en besked om, at man skal huske at tjekke sin eBoks. WTF?!?"
På Twitter skriver Julie Carlslund:
Hos Københavns Kommune oplyser man, at selvom kommunen fremstår som afsender af mailen, så har man ikke noget med indholdet og ordlyden at gøre.
"Mailen er sendt ud af Digitaliseringsstyrrelsen, og vi har bare koblet os på kampagnen, ligesom de fleste andre kommuner også har," siger digitaliseringschef Thomas Vinther.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra digitaliseringsstyrelsen torsdag aften. Derfor er det heller ikke muligt at få afklaret, om borgere i andre kommuner kan se frem til en lignende underretning.