Dansk politi genåbner ikke sag om Scandinavian Star
Norge indleder ny efterforskning af de 159 dræbte, men Danmark takker nej.
Der bliver ikke nogen dansk sag om brandkatastrofen ombord på Scandinavian Star, der i 1990 kostede 159 livet.
Det fastslår rigsadvokat Ole Hasselgaard efter Norge har indledt ny efterforskning af katastrofen på baggrund af nye oplysninger.
»Vi genåbner ikke straffesagen om Scandinavian Star her i Danmark,« siger Ole Hasselgaard i en skriftlig meddelelse fra Anklagemyndigheden.
Dansk politi vil dog være parate til at »yde konkret bistand til Norge,« hvis der er behov for det. Ud over at svare på spørgsmål vil man også hjælpe politiet i Oslo med at »foretage efterforskningsskridt i Danmark«.
»Jeg anerkender fuldt ud de stærke følelser, der fortsat kan være knyttet til denne frygtelige tragedie, der stadig trækker dybe spor så mange år efter. Derfor vil vi naturligvis yde bistand til de norske myndigheder, i det omfang der bliver behov for det,« siger rigsadvokat Ole Hasselgaard.
Endnu har Danmark dog ikke fået nogen henvendelse fra de norske myndigheder, men politiet i Oslo har fået udleveret kopi af samtlige akter fra den danske del af efterforskningen.
Politiets undersøgelser efter branden på færgens først tur viste, at den »den mest sandsynlige brandstifter« var en dansk passager, Erik Mørk Andersen, der omkom ved branden, og der er derfor aldrig blevet rejst en straffesag mod nogle personer for brandstiftelse ombord på Scandinavian Star.
Skibets kaptajn, reder og direktør blev senere straffe med seks måneders hæfte for overtrædelse af den dagældende lov om skibes sikkerhed.
Norsk politi har besluttet at genåbne sagen - blandt andet for at kaste lys over selve brandstiftelsen.
»Når 159 mennesker bliver dræbt i en brand, der formentlig var påsat, er der grund til at gå langt for at sikre, at vi har de bedst mulige svar på, hvad der skete. Og derfor mener jeg, at der er grundlag for at genåbne dele af efterforskningen,« sagde politimesteren i Oslo, Hans Sverre Sjøvold, i juni i år.
Norsk politi understregede dengang, at der ikke var gjort »nye fund« i sagen, men at tidligere analyser og efterforskning ikke nødvendigvis var foretaget helt korrekt. Det galt også sagen om den mistænkte dansker.
Her erklærede norsk politi, at det kan »fremstå som om elementerne til at udpege en dansk statsborger som gerningsmand var bevismæssigt utilstrækkelige«.
»Beviserne i sagen er ikke gode nok til at sige, at dette er gerningsmanden,« fastslog Hans Sverre Sjøvold.