Fortsæt til indhold
Indland

To mænd skudt i fogedretten i København - en er død

To mænd er blevet skudt i fogedretten i København. Én er anholdt.

Københavns Politi oplyser, at to personer er blevet ramt af skud i og ved fogedretten i Hestemøllestræde 6 i København tæt på Rådhuspladsen.

Skyderiet skete kl. 10.07 i forbindelse med en igangværende fogedsag.

Én formodet gerningsmand er blevet anholdt, ligesom det formodede gerningsvåben, et oversavet jagtgevær, er fundet, oplyser politiet.

Overvågningsbilleder fra retsbygningen viser, at manden gemte jagtgeværet i en taske.

Anholdelsen skete tilsyneladende under stor dramatik på Vester Voldgade lige efter kl. 10. Jyllands-Postens reporter, som var på stedet, fortæller, hvordan den midaldrende mand lå på knæ på vejen, mens en betjent rettede sit skydevåben mod ham.

Ifølge Ekstra Bladet råbte betjenten: "Slip posen, eller jeg skyder".

Én mand er blevet dræbt af skuddene, oplyser politiet, mens den anden er i livsfare. Hvem de to ofre er, står ikke klart, men retspræsident Søren Axelsen siger til TV2 News, at der ikke er noget personale, som er blevet ramt.

Ifølge Axelsen skete skyderiet i forbindelse med en sag om samværsret til et barn.

Vidner siger til Jyllands-Posten, at der blev affyret seks-syv skud fra rettens lokaler.

Et andet vidne beretter, at hun kom cyklende ad Hestemøllestræde, da hun så en mand ligge livløs på gaden.

En 15-årig erhvervspraktikant befandt sig i skifteretten, da hun pludselig hørte et højt brag efterfulgt af to skud komme fra lokalet ved siden af.

"Derefter kom en mand løbende ind i lokalet og sagde, at der var en sindssyg mand, der skød, og at vi skulle skynde os væk. Han skubbede til mig, fordi jeg ikke løb hurtigt nok," fortæller hun.

"Jeg løb så hurtigt, at jeg faldt over nogle stole. Vi skulle bare ud."

På venstre hånd har hun indtørret blod, og hele hendes hvide trøje er farvet rød. Hun ved ikke, hvor blodet kommer fra, men det er ikke fra hende selv.

"Vi løb så hurtigt, vi kunne, for at komme hen til et sikkert sted. Vi løb mod butikkerne. Der var ikke nogen, der tog sig af os. Men der kom to vagter, som vi fortalte det til. De blev meget alvorlige i ansigtet og kontaktede politiet," fortæller den 15-årige, som nu har talt med politiet og efter omstændighederne har det godt.

Københavns Politi oplyser omkring kl. 13.30, at området vil være afspærret de næste to timer. Det forventes i øvrigt, at politiet vil give en pressebriefing senere tirsdag.