Fortsæt til indhold
Indland

Vrag bjærget: Årsag til dødeligt helikopterstyrt stadig ukendt

Vraget af helikopteren er hævet fra havbunden, men ingen ved endnu, hvorfor den styrtede ned.

Vraget af den helikopter, som styrtede ned i farvandet mellem Røsnæs og Samsø i slutningen af sidste uge, er nu blevet bragt op til overfladen.

Helikopteren var ejet af milliardæren Michael Henriksen. Han var blandt de fire mennesker, der døde i ulykken, som endnu er uopklaret.

Allerede på dagen for styrtet blev dele af den forulykkede helikopter bjærget, men man har måttet vente på gunstige vind- og vejrforhold for at kunne bjærge resten af vraget fra ca. 17 meters vanddybde.

Vragdelene vil først blive gennemset af politiets kriminalteknikere, inden de fragtes til nærmere undersøgelse hos Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane, som skal forsøge at klarlægge årsagen til ulykken.

Midt- og Vestsjællands Politi og Havarikommissionen fik hjælp fra flådefartøjet "Rota" med dykkere og fra et civilt bjærgningsfartøj med kran til bjærgningen, skriver politiet i en pressemeddelse.

Michael Henriksen var ejer af virksomhedsgruppen MH Gruppen og omkom i ulykken sammen med en anden af virksomhedsgruppens medarbejdere, Morten Friis.

De to andre omkomne er identificeret som administrerende direktør Søren Wettergreen fra Espergærde samt salgschef Mark Jacobsen fra Volvo Truck Center Danmark.

De fire mænd var på vej i en lille Robinson R44 helikopter, ejet af Michael Henriksen selv, fra Sjælland til Samsø på en privat flyvning, da den af ukendte årsager styrtede i havet nær Røsnæs.