Udlandet kaster sig over danske zoologiske haver
Internationale reaktioner på giraf-aflivningen plager Københavns Zoo - og nu også Odense Zoo.
Forargelsen over søndagens aflivning af giraffen Marius i Københavns Zoo har været særdeles voldsomme og omfattende uden for landets grænser.
Senest har den britiske dyreværnsorganisation Peta slået til med en "lys-aktion" mod Københavns Zoo og indledt en kampagne mod havens aflivning og partering af den halvandet år gamle giraf. Giraf3
"Zoologiske haver er dyrefængsler. Du betaler billetten, Marius betalte med sit liv," stod der i aftes at læse på Københavns Zoo's facade under Petas lynaktion.
Peta: Ingen dyr i zoo
Petas britiske direktør kalder giraffens død et "wake-up call" for alle, der stadig nærer den illusion, at zoologiske haver opbevarer dyr af andre årsager end at skabe profit.
LINK: Video af Petas lys-aktion mod Københavns Zoo
"Selvom Marius' (giraffen, red.) død er hjerteskærende, er det stadig hans fødsel, der skulle have været forhindret," udtaler direktør Mimi Bekhechi fra Peta, som drømmer om afskaffelse af zoologiske haver.
Københavns Zoos videnskabelige direktør Bengt Holst har forklaret, at giraffen blev aflivet, fordi den ikke længere kunne indpasses i havens bestand af giraffer.
Zoo-direktør lagt for had
Dyret kunne ikke blive i sin indhegning, fordi den var begyndt at slås med sin far, og det var ikke muligt at afsætte den til andre zoologiske haver på grund af faren for indavl.
Derfor valgte Bengt Holst at aflive dyret og at gøre parteringen til en pædagogisk oplevelse for havens besøgende i den forløbne weekend.
Den beslutning har han siden forsvaret og begrundet - blandt andet i et følelsesladet interview med en forarget reporter fra den britiske Channel 4.
126.000 personer har reageret ved at tage del i en international netbaseret underskriftindsamling med krav om fyring af Bengt Holst.
Og haven har i lighed med Odense Zoo modtaget en række mails med dødstrusler.
Dødstrusler mod Odense Zoo
Også Odense Zoo er blevet involveret den glødende debat. Det skyldes ifølge havens direktør, at Odense Zoo i begyndelsen af mange personer fra udlandet blev forvekslet med Københavns Zoo.
Derfor valgte haven forleden at gøre sin holdning klart på sin Facebook-side - nemlig en støtte til fremgangsmåden over for giraffen i Københavns Zoo. Og så gik det amok med dødstrusler på email og meget hadefulde kommentarer på havens Facebook-side.
"Vi har lagt en beskrivelse på engelsk af vores arbejde med dyrene og vores holdning til sagen ud på Facebook, og det har fået rigtig mange til at henvende sig," siger direktør Jens Odgaard Olsson.
Tager dialog med de der vil
Når folk starter med at kalde os barbarer og psykopater, er det jo ikke fordi de ønsker en dialog. De der ønsker dialog har vi svaret, og langt overvejende af denne gruppe er positive i deres kommentarer og bakker os opJens Odgaard Olsson, direktør for Odense Zoo
Blandt henvendelserne har været mails med regulære dødstrusler, som zoo-direktøren kalder "virkelig ubehagelige".
Han siger, at Odense Zoo har haft et stort ønske om at komme i dialog med de mange, som har henvendt sig, men at det kun delvist er lykkedes.
"Når folk starter med at kalde os barbarer og psykopater, er det jo ikke fordi de ønsker en dialog. De der ønsker dialog har vi svaret, og langt overvejende af denne gruppe er positive i deres kommentarer og bakker os op," siger Jens Odgaard Olsson.
Andre traditioner i USA
Langt de fleste kommentarer på Facebook er dog på engelsk og kommer fra personer i USA og Storbritannien, hvor dyreværnsorganisationer står stærkt. Og dér er noget af en kulturkløft, erkender Odense-direktøren.
"Mange af disse ikke mindst britiske eller amerikanske personer har en helt anden oplevelse af, hvad en zoo er. I USA har man for eksempel ikke en tradition for, at man lærer noget i en zoo. Her skal dyrene være smukke, og man ser ikke bagsiden og virkeligheden. Når rovdyr æder i amerikanske zoologiske haver, ser gæsterne det ikke. Og hvis det endelig sker, får dyrene hakket kød som mayonnaise på tube," forklarer Jens Odgaard Olsson.
Han forklarer, at havens ledelse løbende er i kontakt med landets andre zoologiske haver om de mange henvendelser, og at politiet ikke er inddraget i sagen om dødstruslerne på email.
Zoo-veteran: Værre ude i naturen
I Danmark har en række faglige eksperter samt Dyrenes Beskyttelse sagt god for aflivningen af giraffen.
"Hvis København Zoo siger, at aflivning er det bedste alternativ, så stoler vi på det, og selve aflivningen er jo foregået helt stille og roligt uden lidelser for dyret," har kommunikationschef i Dyrenes Beskyttelse Tina Engberg tidligere udtalt til Ritzau.
Tidligere direktør i Københavns Zoo fra 1979 til 1994, Bent Jørgensen, siger at Bengt Holst har håndteret sagen "forbilledligt".
"Han har trods de hysteriske reaktioner fra især Amerika bevaret roen. Det virker jo som om, at folk fuldstændig har glemt, hvor kødet kommer fra, når de spiser en svinekotelet eller går ned og køber en burger," siger Bent Jørgensen til Metroxpress.
Han siger, at tingere faktisk er langt barskere ude i naturen.
"Hvis folk vidste, hvad der foregår ude i naturen, ville de sikkert også kræve naturen lukket øjeblikkeligt," siger han til metroxpress.