Fortsæt til indhold
Indland

»Vi kan lære noget af Krystalnatten«

I går blev Krystalnattens årsdag markeret på Nytorv i København. Dette års fokus var nazisternes forfølgelse af handicappede og utilpassede.

Jane Aunsbjerg Villadsen

Glasskårene i gaderne glimtede som krystaller og gav natten mellem den 9. og 10. november 1938 sit navn. Krystalnatten blev den kaldt. Natten, hvor nazister hærgede tusindvis af jødiske forretninger og over hundrede synagoger. 91 personer i Østrig og Tyskland blev dræbt, mens ca. 25.000 blev fanget i koncentrationslejre.

I nat var det 75 år siden, at Krystalnatten fandt sted, og det blev markeret i flere danske byer. På Nytorv i København var det 20. år i træk, at Krystalnatinitiativet holdt fakkeloptog til minde om Krystalnatten.

»Ideen er selvfølgelig at mindes ofrene fra dengang, og at det er en begivenhed, som er vigtig at huske. Men vi vil også bruge årsdagen til at fortælle, at vi kan lære noget af Krystalnatten, som har relevans for vores nutid,« siger Mads Bruun Pedersen, repræsentant for initiativgruppen bag arrangementet, som tæller flere organisationer.

Nyt fokus hvert år

I år havde arrangementet fokus på nazisternes forfølgelse af de handicappede og utilpassede. Sidste år var det forfølgelsen af de homoseksuelle og før det bl.a. romaer og fagforeningsfolk.

»De handicappede og utilpassede blev set som menneskelige fejl af nazisterne, og de blev nogle gange brugt som forsøgsobjekter,« siger Mads Bruun Pedersen.

»Men også i dag skal vi være opmærksomme på, at der ikke sker udstødelse af f.eks. handicappede.«

En naturlig anledning

En af talerne ved arrangementet var Holger Kallehauge, formand for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, PTU.

Han mener, at det er helt naturligt, at man tager aktuelle temaer op i forbindelse med Krystalnatten.

»Selvfølgelig kan man mene, at begivenheden bare skal mindes historisk. Men hvis ikke man prøver at bruge den til noget, bliver resultatet en bagudrettet, tom ges-tus. Den ville ikke have nogen betydning,« siger Holger Kallehauge.

»Det er på mindedagene, at det er mest nærliggende at tale om de overordnede principper.«