Fortsæt til indhold
Indland

Løfte om ekstra timer efter skolekonflikt bliver brudt

Skolekonflikten udløser de fleste steder i landet ikke ekstra timer til eleverne. Det er ikke godt nok, mener både lærere og forældre.

Morten Vestergaard

Langtfra alle danske skoleelever får i år ekstra timer for at indhente den undervisning, som de gik glip af under forårets fire uger lange skolekonflikt.

I en rundspørge, som Jyllands-Posten har foretaget, svarer 9 af 65 borgmestre, at de penge, som kommunen sparede under konflikten, udløser flere timer på alle klassetrin i år.

I 26 kommuner får nogle elever ekstra timer, mens der i 18 kommuner slet ikke vil blive undervist ekstra i år. 3 kommuner vil ikke føre de sparede penge tilbage til folkeskolen, mens 4 kommuner endnu ikke ved, hvad der sker med pengene.

Landets folkeskoler var stort set lukkede i 20 skoledage i foråret, fordi Lærernes Centralorganisation og kommunernes forening, KL, ikke kunne blive enige om en ny arbejdstidsaftale for lærerne. I løbet af de uger sparede kommunerne i alt ca. 1 mia. kr. på lukningen.

At de sparede penge ikke bruges på undervisning er ikke godt nok, mener Mette With Hagensen, der er formand for forældreforeningen Skole & Forældre.

»Børnene har mistet undervisning, og de timer skal de have igen. Det er ikke i orden blot at bruge pengene på it eller andet,« siger hun, der bakkes op af Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

»Det er helt afgørende, at eleverne får de timer så hurtigt som muligt, så der bliver rettet op på den undervisning, som de har mistet. Og det er ikke godt nok, at de får timerne om to år.«

Hjørring er en af de kommuner, der ikke bruger de 12 mio. kr., man sparede under konflikten, på ekstra undervisning. Borgmester Arne Boelt (S) forklarer, at kommunen ikke kommer i nærheden af minimumstimetallet trods de aflyste timer.

»Derfor mener vi ikke, at der er noget formål med at hyre lærere ind til at give flere timer. Vi vil hellere gemme pengene til f.eks. efteruddannelse, så vi kan komme godt i gang med skolereformen fra næste år.«