Overlæge betalte privat gæld med forskningskroner
Forskning: Der er sagen med overlæge Peer Grande fra Rigshospitalet, som undersøges af politiet for misbrug af forskningsmidler. Nu dukker en ny sag op. På Glostrup Hospital har en overlæge betalt privat gæld med forskningsmidler.
Mandag den 31. oktober 2011 bevæbnede overlæge, dr.med. Michael Laub sig med sit rødbedefarvede pas og gik ind i Danske Banks Øregårds-afdeling på Strandvejen i Hellerup. Med passet som identifikation fik han en bankassistent til at overføre 30.512,76 kr. fra Dansk Selskab for Søvnmedicins konto til sin private konto i Nordea og lukke selskabets konto.