Varmen sætter fart på myggeplagen
Der er mange forskellige slags myg, og de fleste lider i tørken. Men ikke sumpmyggen.
En sumpmyg holder især til ved søer og vandhuller, så for den er en rekordtør sommer for så vidt ligegyldig.
Men det var køligt i juni, og det forsinkede den noget. Men nu kommer den - med fuld fart frem båret af de høje varmegrader.
Hos DTU Veterinærinstituttet tæller man myg, og det er bestemt ikke for at have noget at give sig til på en kedelig arbejdsdag. Nej, formålet er at kunne holde øje med myggeplagen, som spreder virus blandt danske husdyr.
Hårdt for dyrene
I 2008 spredte mitter sygdommen bluetongue til kvægbesætninger i hele landet. Og sidste år blev det nye Schmallenberg virus, der blandt andet kan resultere i deforme kalve og lam, konstateret flere steder i Danmark.
Skal man til havefest i et parcelhuskvarter, er det derimod bedre at se på skovmyg, hvis der er i starten af sommeren, eller malariamyg og husmyg, hvis det er sidst på sommerenRené Bødker, epidemiolog, DTU Veterinærinstituttet
Det skriver instituttet i en pressemeddelelse.
"Så store udbrud af myggebårne sygdomme er ikke set i Danmark, siden malariaepidemierne i midten af 18oo-tallet, og vi kan komme til at se flere tilfælde af sygdomme, der spredes med mitter og myg. De seneste somre er det f.eks. gået hårdt udover Tysklands solsorte, da der har været et udbrud af den afrikanske usutu-virus, der i sjældne tilfælde også kan smitte til mennesker. Og på Madeira er mere end 2.000 mennesker smittet med den alvorlige dengue feber," fortæller epidemiolog René Bødker fra Veterinærinstituttet.
Hvad mennesker angår siger René Bødker, at myggeplagen denne sommer er mindre end normalt. Det fremgår af de ugentlige tællinger af indsamlede myg.
Men nu kommer sumpmyggene altså og kan genere en hyggelig grillaften på terrassen eller en nattesøvn. Det bedste råd er ifølge eksperten at klaske myggen så hurtigt som muligt.
Find myggene på mobilen
Nu kan alle løbende følge med i DTU Veterinærinstituttet overvågning og tjekke myggeplagen inden turen går ud i sommerlandet.
På DTU Veterinærinstituttets nye hjemmeside myggetal.dk, der er finansieret af Fødevarestyrelsen, kan de nyeste tal for de forskellige stikmyg og mitter nemlig ses sammen med de seneste års målinger.
Siden er optimeret til besøg fra smartphones, så status på myggeplagen kan tjekkes ude i det danske sommerland.
"I Danmark har vi 30 arter af stikmyg og lige så mange arter af de små myg, der hedder mitter, og det er ikke de samme arter, der bider os alle steder og sommeren igennem, så det er værd at følge dem. Skal man f.eks. opholde sig ved en sø, bør man holde særligt øje med antallet af sumpmyg inde på websiden. Skal man til havefest i et parcelhuskvarter, er det derimod bedre at se på skovmyg, hvis der er i starten af sommeren, eller malariamyg og husmyg, hvis det er sidst på sommeren," forklarer René Bødker.