Lav promillegrænse skal ændre spirituskultur
Færdselskommissionen foreslår lavere promillegrænse. Indstillingen til alkohol og kørsel skal forbedres.
En enkelt øl efter fyraften, inden vi kører hjem.
Alkohol fylder meget, selvom hastighed stadig er den største dræber. Der er spiritus involveret i 20-25 pct. af dødsulykker. Derfor vil vi bekæmpe problemet med mange redskaber, og den lavere promillegrænse er blot et af dem.Jesper Sølund, Dokumentationschef hos Rådet for Sikker Trafik
Det lyder måske tilforladeligt, men i Færdselssikkerhedskommissionens forslag til en ny national handlingsplan fra 2013-2020, bliver det blandt andet foreslået at sænke den lovlige promillegrænse for bilister fra 0,5 til 0,2.
Det vil med andre ord betyde, at at en enkelt genstand for langt de fleste danskere vil være nok til at overstige grænsen og dermed gøre sig skyldige i spirituskørsel, hvis de sætter sig bag rettet umiddelbart efter at have drukket en øl.
Ifølge promillebregningsformlen på emu.dk vil en almindelig øl være nok til at de fleste kvinder og mænd på mindre end 90 kilo vil falde for grænsen på 0,2 promille.
Norge og Sverige er foran
Jesper Sølund, dokumentationschef hos Rådet for Sikker Trafik, fortæller, at en stor del af de danske spritbilister forulykker med en væsentligt højere promille end 0,5.
Alligevel mener han, at der kan være yderligere gevinst at hente, ved at sænke promillegrænsen yderligere.
"Norge og Sverige har haft en grænse på 0,2 i mange år, og her kan vi se, at de har en helt anden kultur, når det kommer til at drikke og køre bil. Især for de unge kan der være meget at hente, ved at sænke grænsen. Hvis den kommer ned på 0,2 fjerner vi enhver tvivl, om man nu kan køre eller ej, når man har drukket," siger Jesper Sølund.
Han forklarer, at man ved at sænke grænsen til 0,2 bevarer en smule elastik, således at danskerne ikke behøver holde sig fra romfyldte chokolader eller lignende. Jesper Sølund spår dog, at automatisk alkohollåse i biler inden længe vil eliminere problemet.
Risiko størst for unge
Inger Marie Bernhoft er seniorforsker på DTU Transport. Hun har forsket i spirituskørsel på tværs af en række europæiske lande, og for hende står det klart, at det vil have have en positiv effekt at sænke promillegrænsen.
"Risikoen er ikke nødvendigvis væsentligt forhøjet i spændet mellem 0,2 og 0,5 promille, men vores undersøgelser viser, at et øget fokus på emnet kan have en positiv effekt på mængden af spirituskørsel. I Norge og Finland er problemet mindre end i Danmark, og i Sverige er det min erfaring, at man stort set ikke drikker, hvis man bagefter skal køre bil," siger Inger Marie Bernhoft.
Inger Marie Bernhoft forklarer desuden, at risikoen for spiritusrelaterede ulykker er 10 gange højere for unge i aldersgruppen 18-24 år. Derfor vil den lavere promillegrænse ifølge hende være særligt gavnlig for denne gruppe trafikanter.
Kampen mod alkohol fortsætter
DTU har på baggrund af forskning estimeret, at mere end 10.000 danskere hver dag bevæger sig ud på vejene med en alkoholpromille der overstiger 0,5.
Og ifølge Jesper Sølund fra Rådet for Sikker Trafik vil kampen mod spirituskørsel fortsætte ufortrødent frem mod 2020.
"Alkohol fylder meget, selvom hastighed stadig er den største dræber. Der er spiritus involveret i 20-25 pct. af dødsulykker. Derfor vil vi bekæmpe problemet med mange redskaber, og den lavere promillegrænse er blot et af dem. Vi foreslår blandt andet også behandlingstilbud til spiritusdømte og øget screening med alkometre. Det vigtigste er dog at fastholde, at det er socialt uacceptabelt at køre med alkohol i blodet," siger han.
Ifølge Rådet for Sikker Trafik mener omkring 60 pct. af danskerne, at en lavere promillegrænse er en god idé. SF og De Radikale har allerede givet udtryk for opbakning til forslaget.
Hvad siger du til at ændre promillegrænsen?