Fortsæt til indhold
Indland

Det giver højere karakterer at have en kvindelig lærer

En ny undersøgelse viser, at kvindelige lærere tilsyneladende er bedre end mandlige.

Selv forskerne blev overraskede, da resultatet af en ny stor SFI-undersøgelse af sammenhængen mellem lærere, undervisning og elevpræstationer stod klart.

For en af de mange konklusioner lød, at hvis man har en kvindelig lærer, klarer man sig bedre i skolen fagligt.

"Generelt finder man ikke særlig stor betydning af køn i andre studier, så vi var overraskede over, at der var en betydning i vores studie. Det havde vi ikke regnet med," fortæller Maria Falk Mikkelsen til Jyllands-Posten.

Ved ikke hvorfor

Hun er ph.d.-studerende og medforfatter på rapporten "Lærere, undervisning og elevpræstationer i folkeskolen", som er udarbejdet i samarbejde med Aarhus Universitet for Undervisningsministeriet.

Hvorfor kvindelige lærere får bedre resultater end mændene, svarer undersøgelsen dog ikke på.

"Vi kigger kun på, om der en sammenhæng mellem lærerens køn og elevernes resultater. Et muligt svar kunne være, at de gode mandlige lærere i højere grad bliver skoleledere eller finder en anden profession," lyder det fra Maria Falk Mikkelsen.

Kvinderne er dygtigere

Professor Søren C. Winter, der er leder af undersøgelsen, siger:

"Ud fra tidligere studier tyder noget på, at det er dygtigere kvinder, der kommer ind på lærerstudiet. De kommer ind med højere karakterer end mændene, de gennemfører studiet hurtigere, og de får også højere karakterer i deres bacheloropgaver. Vi tror ikke, at det er særlige kvindelige egenskaber, som gør dem bedre til at undervise, for så ville resultatet gælde i alle lande."

Undersøgelsen viser desuden, at en lærer, der kan sikre ro i klasseværelset, konsekvent sørger for, at aftaler om opgaveaflevering bliver overholdt og stiller høje krav, smitter positivt af på karaktererne.

Mænd er mere traditionelle

Rapporten kalder det "traditionel" undervisning, og konkluderer samtidig, at det oftest er mænd, der benytter sig af denne metode, mens kvindelige lærere er mere elevorienterede, hvilket ikke har nogen har nogen effekt på karaktererne.

"Vi kan ikke påvise, at forskellen mellem mandlige og kvindelige lærere skyldes deres forskellige undervisningsstil, så det kunne tyde på, at der er andre faktorer, der spiller ind," siger Maria Falk Mikkelsen.

Elever, der har lærere med samme køn som dem selv, klarer sig i øvrigt også bedre fagligt, viser undersøgelsen.

"Lærere, undervisning og elevpræstationer i folkeskolen" er den første større danske undersøgelse af, hvilken betydning lærernes baggrund og undervisning har for elevernes faglige præstationer i folkeskolen.