Fortsæt til indhold
Indland

Ekspertråd: Sådan spotter du en ulv

Den midtjyske ulv er formentlig en realitet, siger lokal ekspert, som giver gode råd i at genkende en ulv.

"Det er meget sandsynligt, at der er en ulv på spil i Jylland."

Sådan siger Jan Kjærgaard, biolog og naturvejleder ved Naturstyrelsen i Midtjylland, efter en mandag totalt i ulvens tegn.

"Jeg lavede stort set ikke andet end ulve i løbet af mandagen. Temmelig mange medier gik fuldstændig amok i det, men vi har også fået en række henvendelser med større eller mindre troværdighed om ulven," siger Jan Kjærgaard.

Flere har set ulven

Naturvejleder Jan Kjærgaard.
Det er meget sandsynligt, at der er en ulv på spil i Jylland.
Biolog og naturvejleder Jan Kjærgaard, Naturstyrelsen Midtjylland

Naturvejlederen er blandt andet blevet kontaktet af flere personer, der i lighed med to borgere fra Bryrup og Them syd for Silkeborg i søndags så en ulv i området.

"Vi har fået flere henvendelser om den ulv, der har krydset hovedvejen ved Tømmerby (ca. 15 km syd for Silkeborg, red.), og de ser ser meget plausible ud," siger Jan Kjærgaard.

Mandag havde han den teori, at det er den selvsamme ulv, der er set i Midtjylland, Vestjylland og ved Saksild i Østjylland, hvor to personer uafhængigt af hinanden har set en ulv. Teorien kan forankres i ulvens store aktionsradius, der nemt kan nå op på 100 km i døgnet.

"Desuden er det på høje tid for en ulv at blive parret nu, og derfor drøner den fra kyst til kyst for at finde en partner. Og hvis man antager, at de oplysninger, vi har fået om en ulv på det seneste, er rigtige, så kan det godt være dækket af den samme ulv," siger Jan Kjærgaard.

Tre gode råd til ulvespottere

Han glæder sig over, at borgerne i de nye observationer af ulven har husket at få et målestoksforhold med. Og i den sammenhæng giver han tre gode råd til folk, der gerne vil ud og spotte ulv:

Sørg for, at der er målestoksforhold på de fotos, du tager:

"Jeg kan se, at folk har taget til sig, at de skal prøve at få et målestoksforhold med, når de tager fotos af en formodet ulv. Desuden ved folk ikke, at de store hunderacer er noget større end ulve. Folk tror generelt, at en ulv er halvanden gang større end hunde, men det er ikke tilfældet. Den ligger mellem de største hunderacer i størrelse," forklarer Jan Kjærgaard.

Sørg for at gennemskue størrelsen på poten:

"Man tænker ikke over, at et dyr der går i trav - som for eksempel en hund - sætter bagpoten oveni forpoten. Når fodspor har en vis størrelse, ligger de ikke præcist oveni hinanden. Det giver i virkeligheden et relativt stort aftryk i forhold til dyrets egentlige potestørrelse, og når de så samtidig ikke står helt skapttegnet i sneen, aflæser man en større pote end dyret reelt har. Så selvom man ser et stort fodspor, er det ikke sikkert, at det stammer fra en ulv," forklarer Jan Kjærgaard, som i går flere gange stødte på store poteaftryk, som oplagt stammede fra en hund. .

Skriv ned hvad du ser, inden du slår op:

"Når du laver en iagttagelse af dyret, så skriv dine indtryk ned på et stykke papir. Så du det med lyset, mod lyset, var det mørkt eller lyst, hvor langt væk var dyret, osv. Alt det der skriver man ned, inden man slår op i en håndbog. Derefter må man gerne kigge i håndbogen, men ikke tilføje noget til beskrivelsen," tilråder naturvejlederen, som er meget glad for de mange henvendelser.