Mytteriet i Greve
Greves borgmester gennem 12 år, René Milo (V), blev kuppet, bedst som han troede sejren sikret. En af hans egne forrådte ham. Og så blev kommunen konservativ.
Det var en temmelig selvsikker René Milo (V), der på valgnatten til sin argeste politiske modstander i Greve Byråd, Borgerlistens Dan Bjerring, der havde lidt et forsmædeligt nederlag, sagde:
»Godt, der nu er blevet renset ud på rådhuset.«
Borgmesterens ord skulle vise sig at dække over mere, end han selv vidste af.
24 timer senere var han selv renset ud af det sydkøbenhavnske borgmesterkontor, han havde regeret fra i 12 år.
Endda som resultat af et rendyrket mytteri blandt hans egne. For Milo må lynet være kommet fra den klareste efterårshimmel.
»Han kendte ikke sin besøgelsestid og spillede sine nærmeste fra sig,« siger Kai O. Svensson (SF), mangeårigt byrådsmedlem og en af kræfterne bag kommunens politiske kovending.
I bakspejlet står det klart, at René Milo havde gjort regning uden vært. Han fordelte ikke kagen godt nok og endte med at stå uden.
Alt tydede ellers tirsdag nat på en komfortabel konstituering uden grund til forhasteri. Venstre gik to mandater tilbage til ni, men sikrede flertallet i byrådet med den tro støtte, Dansk Folkepartis to mandater.
SF'erens sofa
I dag kender René Milo sandheden om, at ingen kender dagen, før natten er omme. Netop i mulm og mørke på en sofa hjemme hos SF-eren Kai O. Svensson blev mytteriet sent onsdag fuldendt.
»Ikke fordi jeg var i centrum. Men man skulle jo finde en neutral bane. Det blev så hos mig,« siger han.
Et medlem af Milos gruppe var blevet voldsomt utilfreds, og det viste sig, at hun kunne fiskes af oppositionen.
Opkomlingen Brigitte Klintskov Jerkel var trods Venstres nedgang tordnet frem med et stort personligt stemmeantal og krævede indflydelse i sin første periode i byrådet.
Da det gik op for den 36-årige socialrådgiver, at René Milo havde i sinde at fordele posterne blandt den sædvanlige kreds af politikere og helt uden om hende, blev hun vred.
»Jeg opsøgte Milo flere gange på valgaftenen. Han var grov og sagde, at det ikke betød noget, at jeg havde fået partiets næststørste antal personlige stemmer. Da jeg bad om et møde dagen efter, afviste han det,« forklarer Brigitte Klintskov Jerkel om baggrunden for bykongemordet.
Den urutinerede politiker lyder tydeligt nervøs i telefonen. Det kan der være en god grund til. Hun har begået noget, som i det politiske univers giver indædte fjender af den slags, der aldrig glemmer.
Reelt trak hun bundproppen ud af skibet og sprang fra borde.
Sent tirsdag nat gav hun den konservative byrådsgruppe, kuppets sejrherre, et vink med den ene finger om, at hun ikke ubetinget ville vise Milo loyalitet. Det blev signalet, der fik den sønderknuste opposition til at rejse sig igen.
Stiktosset Jerkel
Med Brigitte Klintskov Jerkels mandat kunne socialdemokraterne, de konservative, de radikale og SF pludselig blokere René Milos planer om en rutinekonstituering.
Bøtten var vendt. Venstre stod tilbage med tomme hænder. Ingen borgmester, ingen formandsposter, ingen bestyrelsesposter, fra maksimal til minimal indflydelse.
Fjendskabet bliver yderligere forstærket af, at Brigitte Klintskov Jerkels beslutning om at forråde sit eget parti - og til dels vælgerne - med ét hug kommer til at koste en række tidligere partikammarater hundredtusinder af kroner i tabt årsindkomst på grund af mistede poster i udvalg, råd og bestyrelser. Med virkning fra om en måneds tid.
»Allerede på valgnatten var Brigitte Klintskov Jerkel stiktosset. Milo havde afvist hende totalt. Så opstod ideen om at skifte parti,« siger den konservative Hans Barlach, som efter 30 år i byrådet nu kroner karrieren med borgmesterkæden.
To konservative mandater blev til tre med Brigitte Klintskov Jerkels tilkomst. Prisen for den var 1. viceborgmesterposten samt en udvalgsformandspost. Kommunens øvrige formandskaber går til SF (en), socialdemokraterne (to), de radikale (en) og de konservative (to).
»Forræderisk opførsel«
For Brigitte Klintskov Jerkel gælder det nu om at genvinde troværdigheden. Hun garanterer, at hun som kommende konservativ formand for Børne- og Ungeudvalget vil føre Venstre-politik.
»Jeg har sagt, at jeg tager min politik med mig. Det skylder jeg dem, der har stemt på mig. Det her var ikke, hvad jeg havde regnet med, men heldigvis er forskellen mellem Venstre og de konservative ikke særlig stor,« siger hun.
Tilbage sidder taberne. Det er ikke lykkedes at indhente en kommentar fra René Milo, men Venstre-manden Kai Nielsen, hvis mangeårige virke i kommunens og amtets ledelse hermed slutter, udtrykker sig på partiets vegne med ordene.
»Magen til forræderisk opførsel. Det er endda et mildt ord, men sådan er politik. Det slutter en dag,« siger han.
»Det er bare ekstra smerteligt, når afslutningen skyldes ens egne. Vi har jo siddet sammen med Brigitte og udarbejdet strategi og lagt planer for Venstres politik. Hun må have en mærkelig følelse,« siger han og tilføjer:
»Hvis hun ellers har nogen.«
Til Ritzau sagde René Milo dog sent i går eftermiddag om Birgitte Jerkel:
»Jeg er dybt skuffet over, at det kommer fra vores egne rækker. Brigitte har et moralsk problem og et troværdighedsproblem over for både de vælgere, der har stemt på hende, men også over for alle dem, der har stemt på Venstre i Greve. Hun må have problemer med at se sine vælgere i øjnene.«