Forkerte oplysninger fra Helge Sander om Risø-sag
Videnskabsminister Helge Sander (V) har givet Folketinget forkerte oplysninger i sagen om driftschef Karsten Stendal, der sidste år blev fjernet fra sit lederjob i skrotningsselskabet Dansk Dekommissionering og sat ned i løn.
Det fremgår af papirer i sagen, som Ritzau har kopi af.
Stendal mistede sit ledelsesansvar blot to dage efter, at han kritiserede planen for nedrivning af den største atomreaktor på Risø-anlægget ved Roskilde.
Helge Sander skriver den 25. april 2005 i et svar til Mette Gjerskov (S), at han ikke ønsker at diskutere personsager offentligt. "Jeg kan dog oplyse, at den pågældende ikke er blevet degraderet og ikke er blevet sat ned i løn", tilføjer ministeren.
Sagsakterne fortæller imidlertid en anden historie. Ansatte Ingeniørers Råd opfatter ændringerne som en straffeaktion og overvejer i øjeblikket, hvordan man kan hjælpe Karsten Stendal, siger rådets formand, Leif Dyrmose.
/ritzau/