Skoler advarer mod børnelokkere
Fire gange på to måneder har ukendte mænd forsøgt at lokke elever fra Horsens-skoler med sig.
Utrygheden breder sig blandt elever og forældre på to af Horsens' store skoler, hvor en eller flere børnelokker har været på spil.
Fire gange på to måneder har den ukendte mand forsøgt at lokke elever med dig, og alene tre af eksemplerne fandt sted i sidste uge.
Politiet har dog svært ved at forbinde de fire episoder med hinanden, da de små elever har haft svært ved at give et præcist signalement.
Ét knivskarpt signalement
"Det er jo små børn, vi har med at gøre, og kun i ét tilfælde har vi et godt signalement," siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen, leder af lokalpolitiet i Horsens.
Det er jo små børn, vi har med at gøre, og kun i ét tilfælde har vi et godt signalementVicepolitiinspektør Lars Peter Madsen, leder af lokalpolitiet i Horsens
Undtagelsen faldt dog i det seneste tilfælde - i fredags lidt i otte, da en elev fra 3. klasse på Bankagerskolen blev antastet. Her har politiet et præcist og godt signalement af den formodede børnelokker.
Skoleeleven var på vej i skole på cykel, da han blev råbt an af en voksen mand i en Toyota Corolla på hjørnet af Anemonevej og Krokusvej.
Iøjnefaldende læderjakke
"Kom lige," opfordrede manden; eleven stoppede op og vekslede et par ord med manden, inden han spurtede væk på sin cykel.
Forinden nåede han dog at indprente sig mange detaljer i den cirka 40-årige mands udseende og påklædning:
Han var mørklødet, havde sort strithår og en guldørenring i venstre øre, husker drengen, som også har beskrevet mandens iøjnefaldende jakke: En sort læderjakke med et hvidt, flammeomkranset dødningshoved på ryggen.
"Vi ved ikke, om han har noget med det her at gøre, men vi vil gerne have ham i tale, så vi enten kan komme videre med en afhøring eller få ham skrevet ud af opklaringen," siger Lars Peter Madsen.
Intet signalement
Signalementet i de to andre sager fra sidste uge er ikke nær så godt, siger politiet, som dog mener, at der kan være tale om den samme mand. De fandt sted mandag og tirsdag, da elever fra Højvangskolen i Horsens blev kontaktet.
Først gik det ud over en 10-pige pige, som på gangsti på vej til skolen spurgte, om hun ville med på McDonald's. Pigen reagerede ved at løbe hjem, og det samme gjorde en dreng på 10 år, der tirsdag på Turkisvej blev råbt an af en mand i en mørk BMW.
"Her har begge børn beskrevet ham som en gråsprængt midaldrende dansk mand med gråt skæg, der kører i BMW. Det kunne godt være den sammen, selvom elevernes beskrivelse af ham på andre punkter afgiver fra hinanden," siger lokalpolitilederen.
Det fjerde tilfælde fandt sted tilbage i november, da en otte-årig pige blev kontaktet af en mand i bil, da hun cyklede på Tyrstedlundstien. Også her reagerede pigen ved at skynde sig at stikke af.
Skoleleder: Der er opmærksomhed
Episoderne har skabt bekymring i forældrekredsen på begge skoler, men Dan Gjerrild Søgaard, skoleleder på Højvangskolen, vil ikke gå så vidt som at betegne det som utryghed.
"Der er opmærksomhed. Vi bliver ikke bestormet med forældrehenvendelser, og børnene tager det rimelig afslappet," siger skolelederen til Horsens Folkeblad.
Skolen har via sin hjemmeside orienteret forældrene det, der er sket efter samråd med politiet, og episoderne er anmeldt.
Sig nej til fremmede
På Bankagerskolen har skolens ledelse i samråd med politiet rådet skolens elever til ikke at gå alene til og fra skole i denne uge. Desuden har skoleledelsen bedt forældrene om at indskærpe over for børnene, at de skal løbe eller cykle væk, hvis man bliver kontaktet af en fremmed person.
"Hvis den fremmede kører i bil, så vil det hjælpe politiet, hvis jeres barn forsøger at lægge mærke til bilens nummerplade," skriver skoleleder Bent Nielsen på Bankagerskolens hjemmeside.
Lokalpolitiet i Horsens har efterforsket alle fire sager, men understreger, at der ikke bør være fare på færde, hvis eleverne undlader kontakt med fremmede.