Fortsæt til indhold
Indland

Tidligere jægersoldat åbner ny efterskole

"Danmarks første 4-stjernede efterskole" kalder Nicolai Moltke-Leth selv det nye initiativ.

I dag tirsdag åbner skolen for tilmeldinger. Den er indrettet i et tidligere hotel- og konferencecenter tæt ved stranden i Snaptun lidt uden for Horsens.

Det 4-stjernede består ifølge en pressemeddelelse i, at der er "nye og tidssvarende" undervisningsfaciliteter og elevværelser med eget bad, toilet, trådløst internet og fladskærm.

Visionen bag den nye efterskole er at give de unge mere end undervisning i 9. og 10. klasses klassiske skolefag.

Mere end et år hjemmefra

Skolens værktøjskasse i forhold til eleverne er hentet i metoden "True North." Det indebærer et fokus på den enkelte elevs styrker. Nicolai Moltke-Leth, der udover jæger-uddannelsen også er sociolog, udtaler:

"Der er behov for fornyelse af efterskolen, som vi kender den. Efterskolerne skaber rammen for at arbejde med unge mennesker på en måde, den almene skole slet ikke har mulighed for, og jeg mener, at efterskolerne kan nå længere med udviklingen af de unge over det år, de har dem i hænderne.

True North Efterskole vil gerne vise vejen for hvordan kan ske, så efterskolen i højere grad kan blive en kompetencegivende platform, der kan føre den unge videre i uddannelsessystemet med succes.

Et efterskoleophold skal være mere end et skoleår væk hjemmefra. Alt andet er både for dyrt for den enkelte og dyrt for samfundet."

Udgangspunktet for etableringen af den nye skole er, at

  • Færre unge i dag får en uddannelse end for 10 år siden
  • Antallet af 25-årige, der har gennemført en uddannelse er lavere end nogensinde
  • 25 pct. af en ungdomsårgang tabes på ”gulvet”

Læs mere på hjemmesiden for True North Efterskole