Fortsæt til indhold
Indland

Ex-betjent tiltalt for dopingsalg

En 26-årig tidligere ansat i Københavns Politi nægter at have solgt doping til en anden betjent under deres fælles tjeneste på Station Halmtorvet - den tidligere station 1.

Af CARSTEN ELLEGAARD og MIE ROSQUIST

En 26-årig tidligere ansat ved Københavns Politi nægtede i går, at han har solgt anabolske steroider til en anden betjent på den københavnske Station Halmtorvet - tidligere station 1. Tidligere er to andre betjente idømt bødestraffe for at have brugt de ulovlige præparater, mens en betjent, der har været sigtet, er gået helt fri for anklage. Den tidligere politibetjent er tiltalt for at have solgt 29 ulovlige ampuller til en værdi af 2000 kroner.

Den 26-årige var i oktober og november 2000 ansat som politiaspirant på Station 1 og gjorde i den periode tjeneste i politivagten på Hovedbanegården. Her kom han i kontakt med en senere dømt betjent, der ligesom den tiltalte flittigt brugte motionsrummet i kælderen under station 1.

Salg af proteiner

På vagterne snakkede de to politifolk om proteiner og kosttilskud, og de aftalte, at betjenten skulle besøge den 26-åriges bopæl i Vanløse, fordi han kunne skaffe lovlige, men ulovligt indførte proteiner til spotpriser.

Den 26-årige sagde i retten, at han kun solgte proteiner - ikke ulovlige steroider. Til gengæld forklarede han, at betjenten en dag kom ud på hans bopæl med en pose ulovlige præparater, som han ville have en vejledning til, hvordan han skulle indtage. Det hjalp den 26-årige ham med.

På den anden side forklarede politibetjenten under vidneansvar, at han havde købt dopingmidlerne af den 26-årige, og statsadvokat Karsten Hjort understregede i sin procedure, at politibetjenten måtte tale sandt - alene fordi, at han ikke havde nogen grund til at lyve i retten. Desuden slog Karsten Hjort fast, at det ville være usandsynligt at betjenten ikke havde fået besked af en anden sælger om, hvordan han skulle indtage præparaterne, men søgte råd hos den 26-årige.

Ifølge forklaringerne i retten havde den 26-årige to gange besøg af politibetjenten. Første gang købte han blot proteiner - anden gang købte han ifølge anklagemyndigheden de ulovlige stoffer.

Bodybuilder

På den anden side slog den 26-åriges forsvarer, Torben Koch, fast, at der ikke var endegyldige beviser for anklage om det ulovlige salg, og at hans klient derfor burde frifindes. Den 26-årige forklarede, at han hjalp med en instruktion om, hvordan de ulovlige midler skulle tages, fordi han så vidste, at betjenten ville købe endnu flere proteiner, som indtages sammen med dopingmidlerne. Han ville simpelthen tjene flere penge på sit proteinsalg, hvis betjenten tog doping, forklarede han.

Den 26-årige forklarede dog, at han i 1995 selv tog ulovlige stoffer i forbindelse med bodybuildertræning i Århus. Det var tre år før, han blev ansat i politiet.

Sagen om dopingmisbruget på Station 1 medførte en større mediestorm, og Torben Koch mente, at det havde medført, at Københavns Politi for alt i verden ville forsøge at få dømt de involverede, men at sagen er meget tynd.

Da dopingsagen kom frem, måtte rigspolitichef Torsten Hesselbjerg offentligt udtale, at doping blandt politifolk var uhørt. Samtidig meddelte han, at kursen over for betjente, der tog doping, ville blive skærpet, og at de risikerer at blive smidt ud af korpset.

Den 26-årige stoppede hos politiet 1. januar i år. Han er nu ansat i Flyvevåbnet.

Der falder dom i sagen på onsdag.

carsten.christensen@jp.dk