Viceborgmester smidt ud af byråd
En bytur har resulteret i forsinkede tømmermænd for en politiker i Mariagerfjord Kommune. Kommunens radikale viceborgmester, Nicolaj Holm, slog i sommer en dørmand på et diskotek i Hobro.
En bytur har resulteret i forsinkede tømmermænd for en politiker i Mariagerfjord Kommune.
Kommunens radikale viceborgmester, Nicolaj Holm, slog i sommer en dørmand på et diskotek i Hobro. Tirsdag besluttede Indenrigsministeriets Valgbarhedsnævn, at han derfor ikke er værdig til at sidde i byrådet.
En beslutning, som den 25-årige politiker er ked af.
"25 er heldigvis en ung alder, og nu vil jeg skrive mit speciale. Når jeg har gjort det, vil jeg ud og være aktiv på arbejdsmarkedet," siger han til Ritzau.
Om et politisk comeback på sigt er en mulighed, vil han ikke afvise. Og han bliver hos de radikale.
Nicolaj Holm fortryder bittert hin nat i byen, der i efteråret kostede ham 40 dages betinget fængsel for vold.
"Det er et af de øjeblikke, man gerne vil gøre om. Jeg føler mig lidt som en fodboldspiller, der har scoret et selvmål, og som har et brændende ønske om at score et mål i den rigtige ende. Jeg har bare ikke fået bolden," forklarer han.
I sommer købte den lokale partiformand Nicolaj Holms forklaring og undskyldning. Den holdt altså ikke i valgbarhedsnævnet.
Han afløses i Mariagerfjord Byråd af tidligere borgmester i Aalestrup Kommune Rigmor Sandborg
/ritzau/