Fortsæt til indhold
Indland

Falsk reklame med elitesmiley

Tilbudsavis blev ikke rettet, selv om leverandør netop havde mistet sin elitesmiley.

Kilde: 24timer

‘Lige over grænsen.’ Sådan lyder sloganet i tilbudsaviserne fra den førende dansk-tyske grænsehandelskæde Fleggaard.

Selv om man kunne tro det, henviser sloganet ikke til en usand oplysning, som Fleggaard har givet de mange tusinde kunder, som læser reklametryksagen.

I avisen findes en stor reklame for nogle kødpakker fra samarbejdspartneren Gris og Ko – et sønderjysk slagteri, som kører kød ud til danske husstande, der slipper for dansk moms og fedtafgift, når de bestiller hos Fleggaard i Tyskland.

Hakket kød med for meget fedt

Af annoncen fremgår det, at Gris og Ko har den danske Fødevarestyrelses højeste udmærkelse, en elitesmiley.

Det passer ikke, viser et tjek, 24timer har lavet, for Gris og Ko fik den 12. december en indskærpelse for, at det hakkede flæsk var federe end deklareret.

"Analyseresultatet af hakket svinekød med 3-7 procent fedt viste at indeholde 9,5 gram fedt pr. 100 gram," konkluderede Fødevarestyrelsen.

Det er vildledning

Kenny Larsen, chefkonsultent i styrelsen, slår fast, at ingen virksomhed må smykke sig med en elitesmiley, den ikke har.

"For det er vildledning og derfor noget, vi sanktionerer – ofte med en bøde," siger han til 24timer.

Da tilbudsavisen blev layoutet, havde Gris og Ko en elitesmiley.

Fejl blev ignoreret

Men både Fleggaard og Gris og Ko erkender over for 24timer, at de var opmærksommme på fejlen, da tilbudsavisen blev udgivet – og blandt andet udsendt til danske e-mail-adresser i en elektronisk pdf-udgave.

Karsten Olsen, direktør i Fleggaard, der som udgiver er ansvarlig for vildledningen, vil ikke svare på, hvorfor Fleggaard ikke i det mindste rettede pdf-udgaven, inden den lagt op på Fleggaard.dk.

"Det eneste, du kan citere mig for, er, at vores samarbejdspartner har mistet sin elitesmiley, efter vi havde trykt tilbudsavisen," siger Karsten Olsen.

24timer ville også gerne have haft svar på, om tilbudsaviserne var blevet destrueret, hvis man ved en fejl havde trykt en vred smiley i dem.

Firma forsøgte at rette fejl

Johnny Hejsel, direktør i Gris og Ko, erkender, at pdf-udgaven burde have været ændret, og at der fra Fleggaards website, hvorfra man kan bestille kødpakkerne, kunne have været et link til den opdaterede, retvisende kontrolrapport – uden en elitesmiley.

"Det kan jeg godt se nu, at man burde have gjort," siger Johnny Hejsel, der henvendte sig til Fødevarestyrelsen, så snart han vidste, at avisen med elitesmileyen ville blive udgivet. Det bekræfter Fødevarestyrelsen.

"Gris og Ko har gjort en indsats for at rette fejlen og gjort os opmærksomme på den, og vi vurderede, at der ikke var anledning til at trække tilbudsavisen tilbage," siger Kenny Larsen til 24timer..

Nu er der styr på fedtprocenten

Johnny Hejsel siger, at der nu er styr på fedtprocenten i kødet.

"Og det er brutalt at få taget sin elitesmiley på grund af sådan en marginal overskridelse," siger han.

Fleggaard fjernede i går tilbudsavisen fra sit website og kan med sin beliggenhed i Tyskland ikke få bøder eller andre sanktioner fra Fødevarestyrelsen.

Læs også: Omfattende snyd med Nøglehullet