Fortsæt til indhold
Indland

Bandekrig: Rockere rekrutterer unge

Efter at være presset i årevis af indvandrerbander slår Hells Angels igen. Midlet er AK 81 - en underafdeling, der har taget kampen op med indvandrerne.

JANNICK RASMUSSEN

Der gik kun få måneder fra, at Rigspolitiet opdagede, at Hells Angels havde oprettet underafdelingen AK 81, til de første konfrontationer med diverse indvandrerbander var en realitet.

Navnet AK 81 betyder ”Altid Klar Hells Angels”, hvor 81 henviser til bogstaverne H og A's placering i alfabetet.

»De første tegn på AK 81 så vi i september 2007. Hells Angels havde været presset i flere år af indvandrermiljøet, og de havde brug for en kommandostyrke, der kunne sættes ind. Vores vurdering er, at det er AK 81, der har været den aggressive part, og nu er indvandrermiljøet begyndt at slå tilbage,« siger vicepolitiinspektør Jørgen Isalin fra Rigspolitiet.

På nær i Aalborg findes AK 81 i dag i alle de byer, hvor der også findes afdelinger af Hells Angels. 83 medlemmer er registreret af politiet, men det skønnes, at AK 81 udgøres af mindst 100 unge.

Og tallet vokser. Myndighederne mener, at der er i øjeblikket foregår en særdeles aktiv rekruttering til gruppen. Reglerne for optagelse i AK 81 er langt bredere, end det tidligere er set i rockermiljøet. Bl.a. behøver man ikke eje en motorcykel, og man skal blot være fyldt 15 år for at blive AK 81-medlem.

Aktiv rekruttering
»De søger aktivt efter nye medlemmer. De er meget synlige til fester og i gadebilledet, fordi de ønsker at vise flaget og tiltrække nye ansigter til gruppen,« siger Henrik Skals, leder af specialpatruljen ved Nordjyllands Politi i Aalborg.

Også på Fyn har politiet set en stor aktivitet.

»De manifesterer sig kraftigt i bybilledet. Det har de gjort, siden gruppen blev oprettet. Der er nok tale om at sende et signal og forsøge at cementere en position i byen. Vi har også noteret os, at flere af AK 81-medlemmerne har familiære relationer til fuldgyldige Hells Angels-medlemmer,« siger Kirsten Fischer, leder af afdelingen for organiseret kriminalitet hos Fyns Politi.

Særlige værdier
Mens AK81 vokser i hele landet, er det foreløbig kun i København, at situationen har udviklet sig til noget, der ligner en decideret krig mellem rockerne og indvandrerbanderne.

Udover fascinationen af rockermiljøet peges der også på, at AK81-medlemmerne finder fælles fodslag i en politisk kamp mod indvandrere. I Århus har man eksempelvis set medlemmer af AK81 gå sammen med medlemmer af den højreorienterede AGF-fangruppe White Pride.

»Hvervekampagnen spiller på nogle særlige værdier, symboler og en retorik med en militaristisk undertone, hvor sammenholdet og det at forsvare Danmark er i højsædet. Den højreorienterede holdning har hældt ekstra brænde på bålet i forhold til indvandrergrupperne. Det er svært at afgøre, hvor politisk reflekterende medlemmerne i AK81 er, men Hells Angels er grundlæggende højreorienterede, så konfrontationen bliver automatisk skarpere trukket op i forhold til indvandrermiljøet,« siger sociolog Michael Hviid Jacobsen, Aalborg Universitet, der forsker i bandemiljøet.

En opgørelse, som Rigspolitiet foretog i sommer, viste, at 90 pct. af de registrerede AK81-medlemmer er dømt for personfarlig kriminalitet eller overtrædelse af våbenloven.

Hård styring
Medlemmerne, der typisk er unge mænd i 20'erne, styres med hård hånd. Ifølge Rigspolitiet er der to styringsofficerer fra hver Hells Angels-afdeling, der har snor i de lokale AK81-folk. De unge foretager sig ikke noget særligt, uden at moderklubben har givet lov, vurderer Jørgen Isalin.

Hverken han eller efterforskerne hos Københavns Politi, der arbejder med skyderierne og forsøger at dæmme op for situationen, har et klart svar på, hvorfor parterne er røget i totterne på hinanden.

En af forklaringerne lyder på, at der er kamp om hash- og narkomarkedet, hvilket formentlig er den underlæggende årsag til stridighederne. Men de enkelte skyderier kan også være bundet i personligt fjendskab mellem enkeltpersoner i grupperne.

»Derfor er situationen svær at dæmme op for,« siger efterforskningsleder Svend Foldager, Københavns Politi.

Tv: Se Hells Angels' rockeroptog i Århus