Over Rifbjergs broer

Det er mærkeligt at tænke på. Klaus Rifbjerg har været barn - på Amager. Eller Ama'r, som han selv foretrækker udtalen af øen for enden af klapbroerne.

I 2005 var det 40 år siden, han skrev sine "Amagerdigte", der førte digteren selv og hans mange læsere tilbage til barndommens ø.

Nu slår vi broklapperne ned og lyttelapperne ud, tager den gamle kæmpe ved hånden og spadserer i digterisk frihed over broerne med syvmileskridt.

Lille Klaus og Agnes

På den anden side og næsten 70 år tilbage i tiden tager frk. Agnes Damhus imod den lille Klaus ved Sundby Remise.

Agnes er Klaus' barnepige og familiens husassistent. Klaus holder godt fast i Agnes hånd. Eller også er det Agnes, der holder godt fast i Klaus'. Det kan man se på det gulnede forsidebillede på "Amagerdigte". Han er vel fem eller seks år gammel på billedet.

Med venstre hånd løfter han op i sin korte uldfrakke, der slutter over knæene midt på de bare ben. Frakkekraven ligger net ned over skuldrene. Klaus ser mod kameraet.

Agnes synes at gå i sine egne tanker, et halvt skridt foran knægten. Hendes lange skridt afslører et par tykke strømper under den solide gabardinefrakke.

På hovedet bærer hun en rund hat af strå med hattepynt. En jævn, men moderigtig hovedbeklædning for en kvinde i 1930'ernes København.

På kørebanen bag dem rasler en enlig lastbil forbi. Hvad Klaus tænker på bag de missende øjne, er ikke til at sige. Han kan heller ikke selv huske det, fortæller han fra sommerhuset i Rørvig.

»Men jeg har formentlig været med Agnes ude at handle. Mine forældre var kommunelærere, og de kunne ikke klare sig uden hendes assistance, så hun bestyrede også huset. Hun var en sej pige fra Jylland, og hun blev i familiens tjeneste i mange år. Da hun kom på plejehjem, udbrød hun, at det var det bedste, der var sket for hende i hendes liv, for nu fik hun sit eget værelse!« griner Klaus Rifbjerg her små 70 år senere.

Barndom i Klogerup

Men han husker så meget andet. Fra sin barndom. Fra Amager og fra det røde hus på Ingolfs Allé mellem Amagerbrogade og Irlandsvej, hvor han voksede op.

Herude boede der mange kommunelærere ud over Klaus Rifbjergs forældre, og derfor fik kvarteret tilnavnet "Klogerup", fortæller han.

"Amagerdigte" kredser om barndommens erindringssteder. Remisevej, Dragør, Amagerfælled og Amagerbrogade med dens eksotiske liv af gulerodstransporter, blomkålspatruljer, bagverdenspassagerer, skønhedsdronninger, barberstuer, høkerbajere og tønder med spegesild. Et kæmpelegeme stablet på benene af flere tidsaldres byggeklodser, som han skriver i digtet "Hjertefloden", satte varige aftryk i bevidstheden.

»Ama'r og hele miljøet derude har betydet ufatteligt meget for mit forfatterskab. Det miljø, som man vokser op i, opleves selvfølgelig naturligt, ligegyldigt hvor man kommer fra. Men jeg husker en utrolig tryghed. Det var jævnt og solidt. Der var ingen rigtigt fattige eller rigtigt rige i kvarteret. Der var da en klassedeling, men ikke tyngende, og det har nok skærpet min solidaritet. Men jeg oplevede det ikke som mindreværdigt at bo på Ama'r. Jeg bliver faktisk lidt stødt, når Ama'r bliver kaldt Lorteøen,« siger han.

Legeplads i kolonihaver

Rifbjerg medgiver gerne, at "Amagerdigte" kan give associationer til Ib Spang Olsens karakteristiske krøllede streg og hans tegninger af børneflokke, der har indtaget en rodet byggeplads og gjort den til verdens bedste legeplads. Empatien i skildringen, strejfet af nostalgi og det drengede univers er sine steder iøjnefaldende ens, uden at der af den grund er nogen direkte forbindelse, mener Rifbjerg.

»Ama'r var jo et sted med utroligt mange muligheder for en dreng. Bag huset lå kolonihaverne. Når de blev forladt om vinteren, klatrede vi over plankeværket, og så havde vi alle tiders legeplads. Og Amagerfælled var et eventyrligt sted at gå på opdagelse. Der var salamandere, haletudser og kanoner. Dengang var fælleden jo militært øvelsesterræn.«

Men hvordan får han nostalgi til at rime med sin insisteren på modernismen og fremskridtet, som har præget så megen af hans digtning?

»Lad mig sige det sådan: Nostalgien er ikke, hvad den har været. Men jeg kan da godt have en længsel. På den anden side er det altså heller ikke al modernitet, der er lige tiltrækkende. Urbanplanen er jo ikke ligefrem noget, man drømmer om. Vi lever under forandringens lov, men jeg har svært ved at acceptere det, når fremskridtet fører til noget grimt. Grim arkitektur for eksempel. De der Potemkim-kulisser, som man har planket havnefronten til med, har jo lagt området øde. Før var den levende med kraner og skibe.«

Tyskerne kommer

Vi møder også en mere dunkel verden i "Amagerdigte". I digtet "Advarslerne" skildrer Rifbjerg sin - ja, måske alle børns - angst for børnelokkeren, mælkemanden med hareskåret, den uhyggelige barber, den onde ostedame - alle dem, som ens forældre advarer imod, eller som man selv har gjort sig uhyggelige og angstfyldte forestillinger om.

Længere fremme i digtsamlingen begynder besættelsestidens mørke at manifestere sig. Vi ser zeppelineren med hagekorset malet mellem bardunerne som en skygge over Kløvermarken. Fornemmer uroen og fascinationen hos barnet Rifbjerg.

»Jeg voksede op med krigens billeder,« siger Rifbjerg.

»Jeg var for ung til at deltage. Men min politiske bevidsthed er udruget i miljøet. Mine forældre tilhørte venstrefløjen, og min søster introducerede mig til kommunismen. Det var rød front, jovist, men mere som opposition til fascismen end ja til kommunismen.«

Klaus Rifbjerg var 13 år, da Besættelsen ophørte.

»Det var fuldkommen eufori. Man behøvede ikke at være bange længere. Rædslerne havde jo været tæt på. Man havde været spærret inde, og nu åbnede verden sig. Jeg havde været til fodbold. Min fodboldkammerat kom og bankede på og sagde, at tyskerne havde kapituleret. Jeg løb ind og fortalte mine forældre det, men de troede ikke på det. Men så hørte vi råbene og jubelen fra Amagerbrogade. Lys blev tændt og mørklægningsgardiner rullet op.«

Skal Rifbjerg fremhæve den lyseste erindring fra Ama'r, er det denne.

De mørkeste knytter sig til Sundby Hospital. Der var han tit. Med febersygdomme og børnelammelse.

»Sundby Hospital har jeg ikke lyst til at gense. Jeg har svoret, at jeg ikke slår mig ned på Ama'r igen, for jeg ønsker ikke at udånde på Sundby Hospital,« slutter den gamle kæmpe, idet vi bevæger os tilbage over hans barndoms broer.