Dansemyg tæt på at udløse politisag
Gyseren fra Møn hvor dansemyg forurenede vandet fra Lendemarke Vandværk så 500 forbrugere skulle koge vandet i 13 måneder må aldrig mere gentage sig.
Det kræver formanden for Danske Vandværkers forening Solveg Nielsson fra Hønsinge Lyng: - Der er ingen tvivl om, at først Møn og siden Vordingborg kommune har haft tilsynet med vandværket. Det er ikke godt nok den måde, det er foregået på.
Solveg Nielsson siger, at de nye storkommuner nu må leve op til deres ansvar og lægge det ind som et krav i vandforsyningsplanen, at der skal være en nødforsyning, hvis vandet bliver forurenet.
Den radikale kommunalpolitiker Michael Larsen er enig i, at det er fornuftigt at kræve af de private vandværker at de har en nødplan:
- Men vi har ikke lovhjemmel til at sætte os igennem som kommune. For syv-otte år siden var jeg selv med til at lave en plan i Møn kommune, og vi kunne ikke kræve nødplaner af de private vandværker, siger Michael Larsen.
Afmægtig kommune
Han understreger at Møn kommune på et tidspunkt var så afmægtig, at man overvejede at melde vandværksbestyrelsen til politiet.
Først i tirsdags fik forbrugerne rent vand efter at vandet fra Lendemarke Vandværk blev behandlet med ultraviolet lys, som dræbte bakterierne.