Manden, der fikser de store navne
Paddy Gythfeldt sørger for logistikken, når bl.a. Bill Clinton og Rammstein optræder i Danmark.
Havde musikdanmark i første halvdel af 1980'erne været medlem af en rockerklub, ville vi have været i "bad standing".
Ikke nok med det. Vi var blevet smidt ud af klubben, inden den rigtig var blevet etableret, og der var intet, som tydede på, at vi ville blive inviteret med, når tingene var blevet bedre.
Alle de store navne i det internationale koncertkredsløb fløj i en stor bue uden om det lille land i Skandinavien og landede direkte på Nya Ullevi i Göteborg i Abbas hjemland.
U2, Rolling Stones og Pink Floyd - alle de store. De var lige der. I Sverige. Men det skulle blive anderledes.
The Doors på råbånd
Faktisk begyndte det meget lokalt på scenen i Falconér i København i 1968.
Jim Morrison og resten af medlemmerne af det amerikanske rockband The Doors var gået af scenen efter aftenens anden udsolgte koncert.
18-årige Paddy Gythfeldt havde som medarbejder på pladeselskabet Metronome været med til at arrangere Doors-koncerterne, og nu var han ved at pakke en Revox G36 tospors mikser med tre mikrofoner ned efter at have båndet aftenens koncerter. 17 båndruller var det blevet til. Og lyden var god.
Jim Morrison havde været på toppen, og drengene i bandet spillede tight og inciterende i to koncerter, der er gået over i rockhistorien som noget af det bedste, The Doors præsterede uden for USA.
Ind ad døren til "The Main Dressing Room" træder The Doors' manager, Bill Siddons, og spørger venligt den unge Paddy Gythfeldt, om han må låne båndene? Han skal nok få dem tilbage.
Uden de store armbevægelser afleverer Paddy båndene, og han ser dem aldrig siden.
Men hans karriere som koncertarrangør er i gang, og 15 år senere er han sammen med vennerne Flemming Schmidt og Steen Mariboe i koncertbureauet DKB mere end nogen andre med til at få ophævet Danmarks "bad standing" med deres store udendørs arrangementer i Idrætsparken og på Gentofte Stadion.
Rockens highlights
Væggen uden for Paddy Gythfeldts kontor i et af Parkens kontorhuse på P. H. Lings Allé er malet koboltblå som pigernes mascara i firserne. Men den synes kun glimtvis.
På væggens cirka otte kvadratmeter er den nyere danske populærhistorie indrammet, ophængt og beskrevet med fede typer i skifterammer i A3-størrelse og fortæller om rockhighlights i løbet af de seneste 20-25 år.
Springsteen og U2 hænger side om side med Michael Jackson og Mike Tyson og fortæller historien om, at det danske publikum alligevel var værd at gæste på vej til og fra Nya Ullevi.
»Den koncert, der for alvor slog hul igennem derude, var, da vi fik Bruce Springsteen på et afbud fra Grækenland. Vi fik en opringning, "om vi kunne klare at arrangere en udendørs koncert for 45.000 mennesker i løbet af 14 dage?". Det kunne vi godt.«
Paddy Gythfeldt griner og slår ud med hænderne over en eksemplarisk succes, som ingen troede, at det lille koncertbureau i Danmark kunne levere. Men faktisk var tegningerne til succesen der allerede. Fire år tidligere havde DKB produceret koncerten med Bob Dylan, Joan Baez og Santana i Idrætsparken, og det var egentlig blot et spørgsmål om at vende scenen, og så var logistikken til The Boss' koncert klar.
Sådan er det åbenbart med logistik. Nogle gange skal tingene bare lige vendes lidt på hovedet. Som nu for eksempel stadionet i Gentofte, der har en stor plads i Paddy Gythfeldts hjerte og hjerne, og som i slutfirserne og frem til 1994 fik en fremtrædende position i dansk koncerthistorie.
Svaret var Gentofte
Som gammel bolddreng i HIK kendte Paddy Gythfeldt Gentofte Stadion. Han vidste, hvordan vejene forløb, hvordan vinden plejede at blæse, og hvor hullet i hegnet var.
Så da Supertramp i slipstrømmen på deres enorme succes med albummet "Breakfast in America" undersøger mulighederne for en udendørs koncert i Danmark i nærheden af København, ligger svaret lige for.
Bevæbnet med en plantegning over Gentofte Stadion tager Paddy Gythfeldt sammen med bandets folk ud og kiggede på forholdene. Og resten er, som de siger, historie.
En historie med navne som Prince, Metallica, AC/DC, Michael Jackson, Pink Floyd og Springsteen igen. Indtil 1994, da den nyrenoverede Parken for alvor begynder at overtage arrangementerne fra Gentofte.
Paddy Gythfeldt følger med strømmen og etablerer alene Zig Zag Productions med base i Parken og udvider samtidig interessen til at omfatte events af forskellig art: Bill Clintons besøg i København, Mike Tysons match mod Brian Nielsen, Diesels modeshows og senest Rock'n'Royal og den store H.C. Andersen-forestilling i Parken.
Et genialt sted
Men kærligheden til Gentofte hænger ved, og Paddy Gythfeldt glæder sig synligt over det snarlige gensyn med Gentofte Stadion og udsigten til publikum og luftguitar. Weekendens arrangement, "Giants of Rock", der har Rammstein, Slayer, Accept og Hammerfall på plakaten, er det første på det åbne stadion i årevis.
»Det er et genialt sted til koncerter. Ingen problemer med parkering af de store produktionslastbiler. Gode veje til og fra stedet, privatliv til crew og stjerner og god afskærmning til omgivelserne. Det bliver ikke meget bedre.«
Men et eller andet sted derude findes 17 båndruller med optagelser fra to af de bedste koncerter, verdens bedste band nogen sinde leverede.