Fortsæt til indhold
Indland

Solid fredagsrock venter i Tivoli

Mange danske debutanter, men få satsninger i løbet af Tivolis niende sæson med fredagsrock.

Af RUNE SKYUM-NIELSEN

I grunden var det alt for tidligt, da outsiderne Baal i går tæppebombede tromme- og hornhinder med ruskende og rockende decibeller.

Ikke nok med at flokken af cigaretrygende og brunchmæskende mediefolk endnu tågede rundt i den årle morgenstund, glamrockerne i Baal var også først booket til næste fredag. Og først når rådhusklokkerne med 22 slag markerer, at klokken er gået hen og blevet 22.

Men kvintetten tog altså forskud på såvel sit kommende album som sæsonens åbningskoncert på Plænen, da Tivoli i går præsenterede de kommende fem måneders fredagsrock på en nærliggende café. Koncerten den 15. april er Baals første i forlystelseshaven, og de bliver langt fra de eneste debutanter i sommerens repertoireplan, der strækker sig frem til 23. september.

Ifølge kommunikationsmedarbejder Simon Verheij kunne det fremmødte pressekorps godt tage og betragte 2005-udbuddet af fredagsrock-koncerter som lidt af en satsning.

»Det er faktisk halvdelen af navnene, som ikke har optrådt her før,« sagde han, da Baal første gang havde forføjet sig fra pressemødets intime scene. Dernæst tilføjede kommunikationsmedarbejderen, at veteraner som Thomas Helmig godt nok også hørte til blandt debutanterne. Og at Shu-Bi-Dua som sædvanlig kiggede forbi.

Til trods for at sommerprogrammet prydes af smallere danske navne a la Bikstok Røgsystem, Karen og Burhan G, satser Tivoli altså ikke hele butikken. Den niende sæson med fredagsrock-konceptet, der første gang fyldte den grusbelagte plæne i 1997 med koncerter af bl.a. Eric Clapton, resulterer derfor nok i endnu en publikumssucces. Også selv om årets udenlandske gæster - Shakin Stevens og Elvis Costello - er mindre prangende. Kommercielt set, i hvert fald.

Økonomisk rygdækning

Skulle besøgstallene mod forventning svigte, har Tivoli da også sikret sig økonomisk rygdækning fra Tuborg, der altså fortsat gør noget ved musikken. Så længe musikken tiltrækker det rigtige forbrugersegment, kunne man tilføje. Ølmærket fra Carlsberg Bryggerierne sprang således fra sit mangeårige samarbejde med Copenhagen Jazz Festival tilbage i 2002. Begrundelsen for den ukønne skilsmisse var dengang, at reklamebudgettet ikke just bugnede, og at Tuborg søgte et andet publikum. Den interessante målgruppe kunne meget vel være de titusinder af teenagere, som må formodes at holde Tivoli hot, når popduoen Nik & Jay indtager Plænen 29. juli.

Det eneste hul i programmet opstår på de to første julifredage. Ganske apropos lægger Copenhagen Jazz Festival her beslag på scenen. Hvad der venter havens gæster af alkoholiske drikkevarer ved dén lejlighed, må læseren selv fantasere om. Men mon ikke sprøjtet smager af det samme, så snart musikken spiller?