Superhelte i metermål

Nicolas Bro bor bogstaveligt talt midt i København. I en herskabslejlighed midt imellem Nationalmuseet, Glyptoteket og Tivoli.

»Vi plejer at sige, at man kan myrde en her på gaden, uden at nogen hører det. Om sommeren, når vinduerne står åbne, så er det simpelthen: Whiiiiihhh! I otte timer,« siger han, mens han lægger nakken tilbage og hviner, som om han sad i rutsjebanerne i Tivoli lige overfor. Men Nicolas Bro er vant til larmen, for sammen med sin kone, Theresa, har han overtaget sin mors gamle lejlighed og kender kvarterets lyde ud og ind.

Han har kontor i et lille kammer ud mod gården, og her finder vi alle tegneserierne. Reol efter reol med fine, tynde hæfter med superhelte og superskurke og alt ind imellem. Alle tegneserierne kommer fra det amerikanske forlag Marvel, for Nicolas Bro har i mange år været en samler af Marvels udgivelser.

Væggene er tapetseret med Marvel-plakater med helte, hvis muskler er ved at sprænges af spændstighed. På den anden væg står al dramatikken - Strindberg side om side med de tykke tegneseriehæfter.

Siden 1961 har Marvel distribueret tegneserier som "Edderkoppen" ("Spiderman"), "Hulk", "De Fantastiske Fire" og "X-Men". Måned efter måned, årti efter årti, fortsætter epistlerne om skurkene og heltene, der har særlige kræfter og evner. Evner, som af og til er besværlige og giver heltene mange problemer.

Nicolas Bro er netop ved at afslutte optagelserne til en ny film og har prøver på en ny forestilling på Det Kongelige Teater. Så kalenderen er fuld. Alligevel sætter han gladeligt tid af til at snakke om sin samling.

»Det er jo vigtigt,« siger han med sin dybe røst, der allerede - trods hans kun 32 år - er ved at udvikle sig på den der lidt buldrende kongelige teater-facon.

Religiøst univers

Nicolas Bro var kun omkring seks år, da han begyndte at læse tegneserier. Først var det dragterne, farverne og de overmenneskelige kræfter, der trak. Men helteuniverset blev også koblet sammen med nogle andre universer på samme tid. Hans far, skuespilleren Christoffer Bro, læste nemlig højt af Biblen og Homers "Odysseen". Marvel-universet, den græske mytologi og Biblen blev dermed på et tidligt tidspunkt flettet sammen i lille Nicolas' hoved:

»Jeg har altid været sindssygt fascineret af græsk mytologi og religionsmytologi. Og de ting er nært beslægtet med Marvel-universet i kraft af, at heltene er en slags græske guder eller halvguder. Men det er også relateret til det profetiske i kristendommen: At man har fået en gave, som man skal lære at leve med på godt og på ondt. Jesus kom på korset på grund af det - og det er også et meget gennemgående træk for en del af heltene,« forklarer han.

»Men det har jeg selvfølgelig først konkluderet senere,« tilføjer han, mens han tænder en smøg og kigger op på plakaterne.

Den unge Nicolas Bro gemte sine blade. Så det blev til en temmelig stor samling, der dog blev solgt, da han var 11 - af økonomiske årsager. Selv om den ikke indeholdt de allerdyreste numre, så var den alligevel penge værd. Straks efter begyndte han en ny samling, som røg, da han var 15.

»Jeg solgte den anden samling den samme dag, da jeg skulle have en pige med hjem for første gang. Jeg syntes simpelt hen, at det var så pinligt. Jeg tænkte: det kan man ikke. Det skal hun ikke se.«

Blev det til noget med pigen?

»Jeg kan ikke engang huske, hvem det var. Tænk, jeg kan bare huske, at jeg solgte min samling,« siger han forbløffet.

I dag har han en helt afklaret holdning til, at tegneserierne handler om samlermani og nostalgi - som for andre, der samler på brandbiler eller modeljernbaner.

»Altså, min fryd ved det hænger sammen med min barndom. Indholdet er ikke noget, der kan stå alene i mit voksne liv. Som voksen er det i stedet blevet vigtigt at samle: At jeg har en komplet samling med de vigtige numre. Men jeg læser dem da stadig og følger med,« siger han om sin fetich.

Lykkelige Marvel-drømme

»Jeg kan kun sige det så klassisk, at når jeg har en lykkelig drøm, altså virkelige lykkedrømme, så handler de om, at jeg på et loft finder en bunke dansk Marvel, som jeg ikke vidste var udgivet. Det har været min lykkedrøm hele mit liv - det er ikke andet end et par måneder siden, jeg sidst havde den. Der får jeg den der fuldstændige fryd,« griner han.

Derfor bliver den nuværende samling heller ikke solgt.

»Jeg kan ikke se nogen grund til, at jeg skulle sælge min samling nu. Den der flovhed er jeg kommet mig over - nu er det jo bare sådan, det er.«

Nicolas Bro har heller ikke noget at skamme sig over rent professionelt, for de seneste år har hans karriere gennemgået en næsten eksplosiv udvikling. Siden 2002 har han været fastansat på Det Kongelige Teater, hvor han i øjeblikket går til prøver på forestillingen "Pinocchios aske".

Stærke biroller i blandt andet "Rejseholdet," "Rembrandt,"og senest "Kongekabale" har gjort ham kendt i bredere kredse, og han har også som dramatiker skrevet et par stykker til Mammutteatret.

I øjeblikket skriver han på et stykke, der skal opføres i november 2005. Men teaterinstruktør skal han ikke være.

»Jeg har svært ved at råbe op og dirigere rundt med folk. Jeg er konfliktsky, ikke kunstnerisk, men menneskeligt - og så er det svært at få sin vision ud på teatret,« siger han, der er mere tilbøjelig til at ville instruere en film, hvor han har en indspilningsleder til at herse og regere.

»Jeg har ingen problemer med at påtage mig det kunstneriske og økonomiske ansvar, men jeg synes, det er svært menneskeligt, én til én. Men måske er det noget, der kommer med alderen - jeg er måske klar til at påtage mig det, når jeg har fået et stort, flot, hvidt skæg,« siger han, mens han stryger sit fuldskæg, der er farvet rødt på grund af en rolle.

En hel del danskere kender også Nicolas Bro fra reklamerne for Storebæltsbroen, hvor han og Mads Mikkelsen får kendte mennesker beamet ned i deres bil. De to reklameserier er instrueret af Ole Bornedal, er velbetalte og passer godt til Nicolas Bro, der ikke kunne drømme om at sælge sodavand eller gummisko. Han opfatter broen som tilhørende hele Danmark - og derfor sagde han ja. Måske kommer der en reklameserie mere for broen. Men ellers skal vi ikke regne med at se ham i reklamer.

»Jeg synes egentlig ikke, det er en god idé at lave reklamer. Der er ikke skyggen af kunstnerisk grund til at gøre det, så man gør det kun af økonomiske årsager. Første gang sølede jeg alle pengene væk i løbet af no time, anden gang gik det lidt bedre. Men hvis vi laver en tredje omgang, så skal pengene begraves på en eller anden konto. Og så er det slut,« siger han.

»Eller så er det ikke slut, men så gør jeg det ikke i lang tid. Jeg vil jo gerne have, at folk kender mig fra et fantastisk stykke eller en filmrolle. Men de siger selvfølgelig altid bare Ib«.

fritid@jp.dk