Reddet af forsøgsbehandling
Lægerne på Næstved Sygehus havde opgivet at behandle Inger Toldbods endetarmskræft. Ved egen hjælp fandt hun frem til en forsøgsbehandling i Vejle. Den reddede hendes liv.
Da Inger Toldbod i 1999 vågnede op efter den operation, hvor det blev forsøgt at skære kræftsvulsten i hendes endetarm væk, sagde lægerne på Næstved Sygehus, at det ikke var lykkes at fjerne kræften.
Den have spredt sig for meget.
»Jeg fik at vide, at udsigterne var dårlige, men at Rigshospitalet måske ville give mig strålebehandling,« husker Inger Toldbod. Om og hvornår strålebehandlingen kunne begynde, havde lægerne på Næstved Sygehus ikke svar på.
Inger Toldbod begynder med hjælp fra sin mand Sven og datteren Marie at lede efter behandlingsmuligheder i både Danmark og udlandet. På råd fra en god ven kontakter Marie Toldbod Vejle Sygehus og kommer i kontakt med overlæge Anders Jakobsen, som er i gang med at gennemføre en række forsøgsbehandlinger for patienter med så udbredt endetarmskræft, at de ikke kan opereres.
Anders Jakobsen beder om CT-scanninger og lungebilleder af Inger Toldbod.
»Næstved Sygehus havde ikke lavet hverken CT-scanning eller røntgenbilleder, og da min mand ringede og bad om at få lavet undersøgelserne, fik han at vide, at lægerne havde for travlt til at hjælpe os,« fortæller Inger Toldbod.
Først da datteren Marie truer med en retssag sker der noget. Inger Toldbod bliver scannet med én dags varsel.
Dernæst beder familien overlægen på Næstved Sygehus om en henvisning til Vejle.
»Overlægen vrissede, at han for det første ikke kendte noget til behandlingsmulighederne i Vejle, og at han for det andet ikke havde tid. Han skulle på ferie,« fortæller Sven Toldbod.
Men Inger Toldbod og hendes mand holdt fast på deres. De sagde, at de agtede at blive siddende på overlægens kontor, indtil de fik en henvisning.
Den kom i løbet af en time.
Kort efter meddeler Anders Jakobsen, at han er indstillet på at optage Inger Toldbod i sit forsøg. Behandlingerne går i gang mindre end en måned senere.
Igennem seks uger får Inger Toldbod kemoterapi i pilleform og stråler i kombination. I perioden bor hun på Vejle Sygehus' patienthotel. Bivirkningerne er begrænsede.
Et par måneder senere bliver Inger Toldbod scannet i Vejle.
»Kræftsvulsten var skrumpet fra knytnævestørrelse til at være så stor som en valnød. Jeg blev straks indstillet til operation, og den gik takket være kirurg Claus Bisgaard godt,« siger Inger Toldbod.
I dag - to og et halvt år senere - er Inger Toldbod rask. Den sidste kontrolscanning hun fik, viser ingen spor af kræft.
»Jeg er sikker på, at jeg er rask. Men havde det ikke været for min mand og vore børn og børnebørn, der insisterede på at undersøge mulighederne andre steder, havde jeg ikke siddet her i dag,« understreger Inger Toldbod.