Fortsæt til indhold
Indland

Fogh lukker 100 råd og nævn

Det bliver den rene massakre, når statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fredag offentliggør sin liste over de råd og nævn, der falder for den borgerlige sparekniv.

Omkring 100 råd og nævn må dreje nøglen om, mens andre 100 er på affyringsrampen. De vil enten blive lukket senere, blive sammenlagt med andre institutioner - eller redde livet, skriver Esktra Bladet.

Ifølge avisens kilder regner regeringen med at spare 2,2 mia. kr. på operationen. Hidtil har sparemålet været 1,5 mia. kr., men regeringens gennemgang af de mange råd og nævn har fået beløbet kraftigt i vejret.

400 mio. kr. spares rent på honorarer og sekretariatsbistand til de mange råd og nævn, mens det helt store beløb fås ved også at fjerne de tilskud og puljepenge, som de lukningstruede råd og nævn administrerer.

Listen er endnu ikke endelig, og der vil blive filet på den helt frem til offentliggørelsen fredag.

Særlig behandling af fagbevægelsen

I forbindelse med udrensningen i råd og nævn har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ifølge Ekstra Bladet direkte givet ordre til, at fagbevægelsen skal have en særlig hårdhændet behandling.

Fagbevægelsens tilskud til Socialdemokratiet samt retten til at indgå eksklusivaftaler er allerede under beskydning, og den socialdemokratiske boligbevægelse trues af et forestående udsalg af almennyttige boliger.

Næste på dødslisten er ifølge Ekstra Bladets oplysninger Fagbevægelsens U-landssekretariat, der årligt formidler omkring 50 mio. danske bistandskroner.

Udenrigsministeriets første oplæg lød på, at samtlige NGO-organisationer skulle skæres med 10 pct., men den idé er kasseret i Statsministeriet, hvor man helst ser, at hele tilskuddet til fagbevægelsen fjernes.

Alene hensigten ryster LO-formand Hans Jensen:

- Det overrasker mig virkelig, hvis de vil drive deres ideologiske felttog så langt ud, så det også går ud over de fattige i den 3. Verden, siger Hans Jensen.

/ritzau/