Annonce
Indland

Sjældent tysk u-bådsvrag fundet

Sportsdykkere fandt i tirsdags vraget af en tysk u-båd, som blev sænket 2. maj 1945. Båden ligger på havbunden øst for Læsø.

Et hold sportsdykkere har fundet vraget af en ubåd fra Anden Verdenskrig på bunden af Kattegat øst for Læsø. Privatfoto

U-båden U-2359 har været en eftersøgt genstand gennem de seneste 12 år.

Endelig i tirsdags var der bid for et hold sportsdykkere, som fandt vraget på bunden af Kattegat øst for Læsø. Båden var indtil i tirsdags den sidste manglende af de tyske ubåde, som forliste i dansk farvand under Anden Verdenskrig.

Den har lige siden været eftersøgt.

Båden hører trods sine 200 tons til letvægtsklassen blandt u-både. Den er kun 34,28 meter lang, så den er bygget til at sejle på lavt vand og derfra angribe fjenden helt tæt på land.

Hemmeligt sted

Allan Greisen er én af de fire sportsdykkere, der havde heldet med sig, da de dykkede ned på en endnu hemmelig GPS-adresse.

»Vi har søgt efter den i 12 år. Nu har vi endelig fundet den. Det er en speciel lille sag. Den stod i havbunden med en 30 graders hældning, og bagenden svæver, så man kan svømme ind under den. Den er tilsyneladende styrtdykket direkte mod bunden, og der har den stået siden,« fortæller Allan Greisen.

Sjældent eksemplar

Båden blev sænket den 2. maj 1945 af 35 engelske moskito-jagere. Der findes endnu ingen eksemplarer af denne type u-båd på verdens museer, så den kunne være interessant at hive op.

Det mener i hvert fald både sportsdykkerne og Flemming Hansen, der i sin fritid gennem mange år har studeret netop u-både fra årene omkring Anden Verdenskrig.

Nem at bjerge

»Historisk er den interessant, og man har tidligere bjerget både, der var seks gange større, så den skulle være nem nok at få bjerget. Der blev bygget 50-60 stk. af dem, og denne blev bygget færdig i januar 1945. Men en stor del af de tyske u-både gik tabt, fordi tyskerne selvsænkede dem i slutningen af krigen,« siger Flemming Hansen.

Dykkerne fra dykkerskibet "Ternen" har gennem årene fundet flere hundrede vrag, blandt andet U-534, der i sommmeren 1993 blev bragt op til havets overflade af ejeren af den Den Blå Avis, Karsten Ree. Nogle regnede med, at der ville være naziguld om bord i U-534, men det viste sig at være en myte. Den var kun fyldt af, hvad man kunne forvente, at der var i en ubåd udrustet til søkrig.

null
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her