Lilli Gyldenkilde er død, 67 år

Lilli Gyldenkilde var landskendt som SF-politiker, men blev efter at være trådt ud af aktiv politik først og fremmest kendt som det menneske, hun var. På talerstole, i fjernsynet og som skribent kommenterede hun døgnets begivenheder og øste af sin livserfaring, der fik et dybere perspektiv gennem den kræftsygdom, hun gennem mange år bar på.

Af social oprindelse, af blod og ånd tilhørte hun den arbejderklasse, hvis velfærd stod i centrum for hendes politiske virksomhed. I erindringsbogen "Fra Fabrik til Folketing" fra 1992 skildrede hun livfuldt, åbenhjertigt og usentimentalt sin barndom og ungdom i et fattigt og momentvis råt miljø.

Faderen var havnearbejder, moderen husassistent og kun 19 år, da hun fik hende. Lilli voksede op hos bedsteforældrene, hvor manden var teglværksarbejder. Her modtog hun en varme og kærlighed, der formentlig var med til at give hende den indre styrke, hvormed hun altid mødte livets tilskikkelser.

Hun blev ufaglært arbejder og pådrog sig som montrice på en radio- og tv-fabrik den erhvervssygdom, der allerede i 1963 tvang hende over i invalidepensionisternes rækker.

Men Lilli Gyldenkilde var ikke skabt til passivitet. Viljestyrke og fremdrift talte altid med blandt hendes væsentligste egenskaber. Hun påtog sig børne- og ungdomsarbejde inden for Frivilligt Drenge Forbund og Frivilligt Pige Forbund, hun uddannede sig på kurser og aftenskole. Og hun gik aktivt ind i politik.

Hun havde en positiv religiøs holdning og kaldte sig i sine modne år "en glad grundtvigianer", men netop derfor følte hun sig forpligtet på et socialt engagement, som hun politisk fandt bedst forvaltet i Socialistisk Folkeparti.

Fra 1972 placeredes hun på politiske poster, var i en periode SF-formand i fødebyen Horsens, kom i partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg og blev 1977 medlem af Folketinget, valgt i Horsenskredsen, hvor hun også boede. Hun hørte til de MF'ere, som fandt det vigtigt at fastholde og pleje forbindelsen til opstillingskredsen. Og kontakten gik begge veje. I 1992 tildeltes hun Horsens Kommunes Ligestillingspris, og SID Horsens hædrede hende med sin kulturpris.

I Folketinget kastede Lilli Gyldenkilde sig navnlig over arbejdsmarkeds-, kvinde- og pensionspolitikken. Hun gav uforblommet udtryk for sine meninger og kunne være polemisk skarp ud fra en social indignation, der bestemt ikke var påtaget. Men hendes redelighed og menneskelige varme gjorde hende respekteret og afholdt, også i modstanderpartierne. I 1982 blev hun valgt ind i Folketingets præsidium, hvor hun sad, indtil hun i 1994 forlod tinget.

Samme år valgtes hun til Europa-Parlamentet. Norden stod egentlig hendes hjerte nærmere end Europa, og 1984-91 havde hun siddet i Nordisk Råd, men hun ville gerne være med til at præge den europæiske udvikling og vel også dæmme op for, hvad hun mente var "flommeeuropæiske udskejelser".

Men der gik ikke mange måneder, før hun blev delvis uarbejdsdygtig som følge af den kræftsygdom, der som en truende skygge havde fulgt hende i mange år. 1975 og 1982 var hun blevet opereret for brystkræft. Hun talte åbent om det og kom sig tilsyneladende.

I forsommeren 1995 slog kræften imidlertid til igen og svækkede hende så meget, at hun valgte at nedlægge mandatet i Europa-Parlamentet.

Heller ikke som politisk pensionist kunne Lilli Gyldenkilde sidde med hænderne i skødet. I det omfang hun havde kræfter til det, gik hun nu ind i et oplysningsarbejde omkring kræften og dens problemer, derunder ikke mindst patienternes vilkår. Hun havde på sin egen person erfaret, at det danske hospitalsvæsen kunne virke maskinelt og upersonligt, og derfor ville hun have patienternes behov placeret mere centralt. Herom kan man læse i bogen "Tanker ved et Køkkenbord", som hun udsendte i 1999.

- I dag er sygehusene fabrikker, lægerne behandler patienterne som tilfælde, og økonomifolk styrer sundhedsvæsenet, som var det en almindelig erhvervsvirksomhed, sagde hun i forbindelse med bogens udgivelse.

Hendes menneskelige udstråling gav hende stor folkelig gennemslagskraft, og det var vel baggrunden for, at hun sammen med kollegaen fra Folketinget, Fremskridts-kvinden Kirsten Jacobsen, kom til at danne par i et spørge- og debatprogram i fjernsynet.

Trods den politiske afstand mellem deres partier var de to kvindelige politikere nære venner. I en årrække - da de begge sad i Folketingets præsidium - delte de en dobbelt-lejlighed på Christiansborg. Var de ikke fælles om alle meninger, så var de fælles om engagementet på den politiske valplads. De to markante kvinder trak utallige seere til deres debatprogram, og bl.a. på den baggrund modtog Lilli Gyldenkilde i 2000 Dansk Kvindesamfunds Mathildepris.

/ritzau/