Jønke: Morder der kæmper for et positivt image
Efter - i visse kredse - flere års popularitet som forfatter og foredragsholder er Jørn Jønke Nielsen med weekendens anholdelse i Aalborg atter kommet direkte i det skarpe rampelys, som rettes mod de danske rockere.
Den tidligere talsmand for Hells Angels har ellers gennem 1990'erne arbejdet hårdt på at skabe sig en ny rolle som foredragsholder og forfatter af selvbiografiske bøger, der i høj forsøger at hvidvaske HA'erne. Jønke vil gerne have tegnet et nyt og mere positivt billede i offentligheden af HA'erne. Han retter bl.a. i den seneste bog skarpe angreb på politi og medier for at forfølge de danske bikere.
Snigmord
Jørn Jønke Nielsen, der er født i 1960, kom i slutningen af 1970'erne ind i rockerkredse og blev medlem af Hells Angels første afdeling i København. HA og den rivaliserende gruppe Bullshit fra Amager var i 1980'erne i hård kamp, og det kom til flere voldsomme og blodige sammenstød. Striden kulminerede i 1984 med snigmordet på Makrellen - Bullshits præsident Henning Norbert Knudsen. Efter den koldblodige nedskydning flygtede Jønke, mens de medskyldige fra HA fik lange straffe.
Jønke forsvandt for dansk politi og gemte sig hos HA-brødre i Canada. Her skrev han sin første bog, som udkom i Danmark, uden at forfatteren selv var til stede. I marts 1988 havde han dog fået nok af den eksil og vendte hjem til Danmark, hvor dansk politi stod klar med en anholdelse. Jønke fik en dom på 16 års fængsel for drab.
Under afsoningen var han en yderst aktiv debattør og samtidig indledte han under udgange fra fængslet en omdiskuteret foredragsturné rundt om i landet, hvor idrætsklubber og andre arrangerede offentlige møder med Jønke på programmet.
I fængslet fortsatte han også sit forfatterskab af bøger om livet med bikerbrødrene i HA. Han har skrevet flere romaner og selvbiografiske bøger, hvoraf den seneste udkom i 1998 og bærer titlen ''Endnu et liv''.
Midt i 1990'erne blev han selv udsat for den nye rockerkrig mellem HA og Bandidos. Han blev nemlig angrebet, mens han afsonede den resterende del af sin straf i det åbne statsfængsel i Jyderup. I 1997 indførte de to rockergrupper dog en fredsaftale, som fortsatte efter sommeren 1998, da Jønke blev prøveløsladt.
Jørn Jønke Nielsen har i sin kamp om at opnå et bedre omdømme som biker også forsøgt sig med en injuriesag mod filmmanden og gøgleren Erik Clausen, der i en TV-udsendelse bl.a. havde sagt, at Jønkes bøger er »fordrejede og fulde af løgn«. Både byretten og landsretten slog fast, at Jønkes ære ikke blev krænket af de udtalelser.