Ny ejer på Skt. Gertruds Kloster
En ekstremt dårlig madanmeldelse i marts i år fik restauratør gennem 26 år Eddie Møller til at sætte en af Københavns kendte restauranter til salg. Nu er det sket, køkkenet er gennemgået, menukortet er ændret, men den daglige leder hedder stadig Eddie Møller til efternavn.
»Det er klart, at motivationen har skrantet lidt de sidste måneder, men nu er vi klar til at køre på igen.« Sådan siger John Eddie Møller, som med stillingsbetegnelsen direktør skal køre den kendte restaurant Skt. Gertruds Kloster videre.
Restauranten blev sat til salg efter en meget dårlig anmeldelse tidligere på året, og nu har diskoteks- og hotelejer Henrik Schimming overtaget det store sted for det, han selv kalder en fornuftig pris.
Ånden bevares
Henrik Schimming ejer i forvejen diskotek Absalon på Strøget, og han har ansat John Eddie Møller til at tage sig af den daglige restaurantdrift, for på den måde sikrer han sig at ånden på stedet bevares.
Det var John Eddie Møllers forældre, der i 1975 åbnede Skt. Gertruds Kloster, så han er anden generation på stedet og er vokset op med restauranten. Derfor er hans attitude også lidt defensiv, når talen falder på de sidste måneder, og han forsikrer, at der ikke er noget galt med produktet - samtidig med at han understreger, at køkkenet er gennemgået.
Skt. Gertruds Kloster er et kendt sted, og selv om der nu er ny ejer, er der grænser for, hvor meget der skal ændres. Der er dog allerede nyt menukort med mere italiensk inspiration, ligesom ejeren overvejer, om der skal udvides med frokostrestaurant i vintermånederne.
»Sidste år havde vi en omsætning på 40 mio. kr. - i gæster er det en gennemstrømning på omkring 56.000, og vi har et stort stampublikum, som vi hverken kan eller vil svigte,« siger John Eddie Møller.
Derfor fortsætter restauranten også med et bredt menukort, som kan tilfredsstille alle religioner og alle nationaliteter og med den store specialbyggede vinkælder med egenimport af vin.
Til at tage sig af gæsterne i hverdagen har Henrik Schimming og John Eddie Møller valgt at hente en ny mand - Michael Trixi Nielsen - som kommer fra et job som ansvarshavende for barer i Kastrup Lufthavn, og fra 1. august, hvor Henrik Schimming formelt overtager steder, vil det være Michael Trixi Nielsen, man møder i kælderen.